Svære badmintonkampe i weekenden

AALBORG:Det bedst placerede Aalborghold, Gug i 2. division, får i tredje spillerunde i badminton holdturneringens grundspil søndag ovenpå på to store nederlag besøg af AB, Århus. Gug, der trods de store nederlag trods alt har leveret en hæderlig indsats, skal forsøge at revanchere sig og skal gerne som minimum hente flere sejre i opgøret mod AB, der indledte sæsonen med et nederlag på 7-6 til Randers, men senest besejrede Skovbakken med de samme cifre. I 3. division afvikles opgøret mellem oprykkerne Randers 2 og Aalborg Triton. Begge hold har 1 point, idet Triton på udebane tabte 7-6 til Brønderslev og senest måtte se sig besejret af Svenstrup, mens Randers netop tjente sit point på udebane mod Svenstrup. I Danmarksserien skal Vejgaard og Lindholm på hjemmebane forsøge at sikre sig sæsonens første point. Nyoprykkerne Vejgaard, der har skuffet lidt med to nederlag til Grenå og abc 2, får besøg af en anden oprykker Skovbakken, der hidtil har sikret sig et enkelt point, da holdet hjemme blev besejret med 7-6 af Beder-Malling. I pulje 2 kommer nedrykkerne fra Lindholm på en langt vanskeligere opgave mod Frederikshavn, der er begyndt sæsonen med to sejre og således står med maksimum point. I Jyllandsserien skal begge hold denne gang spille på udebane, i pulje 1 skal SBK Sofiendal, der har 3 point efter sejren på udebane over Brønderslev, forsøge at finde det gode spil fra dette opgør frem igen efter det lidt skuffende nederlag i top opgøret mod Viborg, når holdet gæster topholdet Hinnerup, der har 6 point. I pulje 2 hvor St. Restrup har startet overraskende flot med to sejre over Silkeborg og Gug 2 skulle der umiddelbart ligge yderligere 3 point og vente, når holdet gæster Solbjerg, der er sidst helt uden point. Denne spillerunde indeholder følgende kampe: 2.division: Søndag kl. 14.30: Gug - AB Aarhus. 3.division: Lørdag kl. 15.00: Randers - Triton. Danmarksserien: Lørdag kl.16.00: Vejgaard - Skovbakken. Lørdag kl. 15.00: Lindholm - Frederikshavn. Jyllandsserien: Lørdag kl. 15.00: Hinnerup - Sofiendal. Lørdag kl. 13.30: Solbjerg - St. Restrup.