Svære handelsbetingelser

Renoveringen af Østergade er ønsket men rammer lige nu omsætningen

Aabybro 6. september 2002 08:00

AABYBRO: Erhvervsdrivende som Finn Vestergaard fra Farvehandleren i i Østergade kan for tiden følge store maskiners arbejde i en ellers afspærret handelsgade. - Det ser flot ud, men det skal bare overståes, siger han. Aabybro Kommune arbejder for tiden på et projekt, der skal lave Østergade fra Kattedamsvej til Aaby Sønder Gade om. Hastigheden bliver sat ned, og en stor del af vejbelægningen bliver udskiftet. Al det arbejde betyder, at dele af gaden er spærret af for alle andre end fodgængere. Den slags kan mærkes på omsætningen i de butikker, der ikke længere har parkering ved døren. Ved en tilsvarende ombygning for mange år siden mistede en butik halvdelen af omsætningen, men endnu melder ingen af de handlende om mistede indtægtet i den størrelsesorden. - Det går helt sikkert ud over omsætningen, men det vidste jeg, før de gik i gang, så må vi bare tjene det ind senere, siger farvehandler Finn Vestergaard. - Folk er magelige. De skal helst kunne køre helt til døren, så de har nok købt andre steder. Nu har vi så reklameret lidt med udbringning, så måske bliver det bedre, fortsætter han. Det er ikke kun kunderne, der har problemer med ombygningen. Farvehandlerens leverandører har indtil nu kunnet levere ved hjælp af fortorvet, men når det også bliver fjernet, må leveringerne foregå gennem bagbutikken. Det giver dog ikke det store besvær, for farvehandlen fik leveret rigeligt til lageret, inden byggeriet gik i gang. Finn Vestergaard har selv ønsket ombygningen af Østergade, så han klager ikke over den megen gaderod. - Det koster, men vi vil jo også gerne have ombygningen. Vi har kæmpet for den i ti år. Den giver et løft til byen, siger han. Ombygningen har nu stået på i en måned, og i følge planerne skulle den være færdig 30. november, så for de fleste skulle det være tids nok for juleomsætningen. Farvehandlerens genbo, Aabybro Bageri, er måske endnu værre ramt af manglende trafik i gaden. Der er stadig friske kager bag disken, og der kommer kunder efter deres franskbrød og håndværkere, men Kirsten Vejrum fortæller, at hun ikke langer nær så meget nybagt brød over disken, som før vejarbejdet. - Vi har stadig kunder, men selvfølgelig kan vi mærke det. Vores kunder vil jo gerne holde så tæt på som muligt, siger hun. Kirsten Vejrum fortæller endvidere, at de handlende i gaden dagligt diskuterer problemet med kunderne. Desværre går det ikke rigtigt rette vej for dem. - Vi havde forventet det, men det er blevet værre de sidste par dage, fortæller hun. Heller ikke bageren har sat tal på, hvor meget omsætningen er faldet, men det er langt fra så meget, at den lige så godt kunne holde fri. Selvom renoveringen først er planlagt til at slutte i slutningen af november, håber Kirsten Vejrum, at der allerede kommer lidt flere kunder, når arbejdet ned mod Kattedamsvej er færdigt. - Vi håber, det bliver bedre, når der bliver åbnet fra Viaduktvej og det første stykke nede ved døgneren, fortæller hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...