Svære overvejelser om V-flertal

Venstre bange for at stå alene med upopulære forslag, mener S

Pandrup 1. september 2003 06:00

PANDRUP: Venstre turde ikke bruge sit flertal, da det spidsede til i budgetforhandlingerne, fordi partiet var bange for at stå alene med ansvaret for upopulære besparelser. De overvejelser sidder både Socialdemokratiets gruppeformand Leif Stevn og Dansk Folkepartis Morten Marinus Jørgensen tilbage med, efter at der fredag blev indgået forlig om kommunens økonomi. Borgmester Flemming Jansen afviser påstanden. Venstre er parat til at tage de nødvendige beslutninger, også selv om S og DF ikke vil være med, understreger han. Kort før politikerne tog hjem fra budgetseminaret i Hanstholm, var der reelt tale om et sammenbrud i forhandlingerne, men alligevel indgik de tre partier et bredt forlig. - Jeg tror, at Venstre var bange for, at folk ville give dem skylden for alle de upopulære besparelser, som ville ramme de ældre og børnefamilierne, siger Leif Stevn. Han slår fast, at der var langt mellem parterne. For eksempel ville Venstre indføre mere brugerbetaling på ældreområdet og hæve priserne på børnepasningen. Men Venstre ville pludselig forhandle videre, og måske skyldes det også, at der var intern uenighed i V-gruppen, mener Leif Stevn. Morten Marinus Jørgensen er enig med Leif Stevn i, at forløbet kan tolkes på den måde, at Venstre ikke ville tage ansvaret for besparelserne alene. - Jeg troede faktisk, at Venstre havde planlagt det hele og ville bruge sit flertal, siger han. Morten Marinus Jørgensen roser dog Venstre for at komme tilbage til forhandlingsbordet. - Jeg er meget glad for, at Venstre var samarbejdsvillige, selv om de har et flertal, siger han. S bør tage ansvar Borgmester Flemming Jansen påpeger, at Venstre var meget tæt på at gøre brug at partiets ni stemmer ud af byrådets 17. Men partiet prioriterede i sidste ende samarbejdsklimaet i byrådet højt. Og Venstre fik opfyldt kravene til et overskud på det skattefinansierede område og en styrkelse af likviditeten. - Det har stor værdi, at det ikke er Socialdemokratiet budget, Dansk Folkepartis budget eller Venstres budget, men at det er byrådets budget. Det må aftvinge respekt hos socialdemokraterne, at vi ikke bare tromler hen over dem, tilføjer borgmesteren. Han mener, at Leif Stevn med sine udtalelser har afsløret Socialdemokraternes taktik. - Deres taktik var åbenbart, at vi skulle bære det igennem alene, så de kunne score nogle billige point. Socialdemokratiet spekulerede koldt og kynisk i, at vi skulle tage de upopulære beslutninger. Det er en skuffende holdning, også set i lyset af, at socialdemokraterne i forbindelse med konstitueringen fik langt mere, end de kunne tilkomme. - Vi er klar til at tage de nødvendige beslutninger, siger Flemming Jansen, der slår fast, at det sagtens kan blive aktuelt næste år, hvis S ikke vil være med til at tage et ansvar i tilstrækkeligt omfang.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...