Sværere at finde fleksjob

Folk i fleksjob fyres, og det er blevet sværere at få aftaler i hus

Arbejdsløshed 15. februar 2005 05:00

HJØRRING:Antallet at ledige med nedsat arbejdevne, der er kommet i arbejde igennem et fleksjob, har nået et meget højt niveau i Hjørring kommune. Men nu ser udviklingen ud til at vende. Det er blevet sværere at få aftaler i stand med virksomhederne. Dertil kommer, at fyringsrunder og nedskæringer på de lokale virksomheder også rammer ansatte i fleksjob. Når de fyres, bliver det igen kommunen, der med en refusion fra staten, skal betale ledighedsydelsen. I fleksjobbet betalte virksomheden typisk halvdelen af lønnnen. Når slagteriet lukkes, er der f.eks seks ansatte, der mister deres fleksjob. - Der vil fremover slet ikke blive indgået så mange aftaler om fleksjob, som vi har set i de sidste fire-fem år, siger arbejdsmarkedchef, Torben Birkeholm. Fra 2001 til 2002 steg antallet af fleksjob fra 153 til 237, og stigningen er fortsat til 2004, hvor der i alt var 312 personer i et offentlig eller privat fleksjob. - Det er også klart, at når vi har nået så stort et antal fleksjob, så bliver det sværere at finde flere nye pladser, siger formanden for kommunens arbejdsmarkedsudvalg, Søren Chr. Jensen (S). Samtidig har kommunen netop strammet op på administrationen af fleksjob-ordningen. Det betyder, at der foretages en mere grundig udredning af personens ressourcer, inden der kan indgåes en aftale om et fleksjob. Den nedsatte arbejdsevne skal være klart dokumenteret, og alle andre muligheder for at den ledige kan opnå et ordinært job, skal være afprøvet. Den nye skærpede praksis har betydet, at kommunen i øjeblikket har en stor pukkel af sager, som venter på at blive behandlet færdig. - Men det betyder også, at vi bliver mere sikre på, at personen passer til fleksjobbet, og dermed er der færre aftaler, der bliver ophævet, siger Søren Chr. Jensen. I starten var der 100 pct. refusion fra staten til fleksjobbene. Nu betaler staten 65 pct. af kommunens andel af lønnen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...