Sværest at få job besat i Nordjylland

Nordjyske virksomheder hårdest ramt af mangel på arbejdskraft

EMNER 24. september 2007 06:00

NORDJYLLAND: 56 ud af 100 nordjyske virksomheder har svært ved at finde de medarbejdere, der skal holde hjulene i gang. Det gør Nordjylland til den region, hvor tabet af vækst som følge af medarbejdermangel er størst. En analyse lavet af Håndværksrådet for NORDJYSKE Medier viser, at Nordjylland er den region i landet, hvor flest virksomheder oplever problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. I Østdanmark svarer 44 ud af 100 virksomheder, at de har problemer. På landsplan har 51 ud af 100 firmaer problemer med at finde medarbejdere. Jakob Brandt, cheføkonom ved Håndværksrådet, mener, at den udtalte mangel i Nordjylland skyldes, at opsvinget fortsat buldrer af sted i de nordjyske virksomheder, mens det er i færd med at klinge af andre steder. - Men jeg tror også, at det hænger sammen med uddannelsesniveauet. Det nuværende jobboom gælder primært faglært arbejdskraft. Og her har virksomhederne, selv om ledigheden i Nordjylland er en smule større end i andre regioner, svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft, siger Jacob Brandt, der desuden hæfter sig ved, at de nordjyske virksomheder i mindre grad end andre virksomheder satser på at investere i maskiner for at kompensere for medarbejdermanglen. - Til gengæld svarer flere nordjyske virksomheder, at de overvejer at ansætte udenlandsk arbejdskraft, hvilket er en mere kortsigtet løsning, siger Jakob Brandt, der mener, at tidligere tiders store nordjyske nedture afholder virksomhederne fra at binde sig til dyre investeringer: - Brændt barn skyr ilden. Og udenlandsk arbejdskraft kan man hurtigt skille sig af med. Jørgen Stamhus, lektor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, er ikke i tvivl om, at problemerne med at få arbejdskraft koster nordjysk erhvervsliv dyrt. - Det er et stort problem, for vi ser jo, at mange virksomheder må sige nej til ordrer, siger han og peger på overarbejde og marginalgrupper som løsninger: - Der er tale om en naturlig problematik på grund af konjunktursituationen, og derfor må virksomhederne prøve at tilpasse sig blandt andet ved i en periode at trække på overarbejde og hente marginalgrupper ind på arbejdsmarkedet, så de akutte problemer kan løses, siger Jørgen Stamhus. Tema 1. sektion side 4

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...