- Sværest at undvære det daglige arbejde med eleverne

En af de garvede lærerkræfter på Øland/Langeslund Skole har sidste arbejdsdag i dag efter 37 år

Jens Dahl
Dor­te Busch i gang med en af de sid­ste dansk­ti­mer i 6. klas­se.
Skolevæsen 1. marts 2007 05:00

ØLAND: En af de garvede lærerkræfter på Øland/Langeslund Skole, Dorte Busch, har igennem en længere periode oplevet, at en række ting blev gjort for sidste gang. Dorte Busch sluttede nemlig i går en 37 år lang lærergerning på skolen. Dorte Busch blev i 1969 uddannet på Statens Seminarium for Småbørnslærere i Vejle. Hun blev ansat som vikar ved Langeslund Skole januar 1970 og i august samme år fastansat ved skolen, der i mellemtiden var blevet til Øland/Langeslund Skole. Dansklærer Dorte Busch har løbende efteruddannet sig, således at hun også kan undervise elever efter 4. klasse, og i de seneste mange år har hun undervist i dansk og specialundervisning. Ved afslutningen af en så lang ansættelsesperiode gør man sig naturligvis nogle tanker om, hvad man vil komme til at savne og eventuelt ikke. Børnene - Det sværeste at undvære bliver det daglige arbejde med børnene, der er den egentlige grund til, at man vælger at blive lærer, siger Dorte Busch. - Og så selvfølgelig de gode kolleger, supplerer lærer Maja Pedersen spøgefuldt, medens hun sammen med Dorte i et frikvarter nyder en cigaret udendørs. - Den seneste tids konstante snak om nedskæringer med deraf følgende konsekvenser er klart noget af det, man glæder sig til at slippe for, siger Dorte. Som erfaren lærer ved man, at det, der let forsvinder, er det sjove såsom udflugter og rejser, der dog er vigtige for den samlede undervisningssituation. Familiemenneske Dorte Busch, der er et stort familiemenneske, har ingen betænkeligheder med at få tiden til at gå som pensionist. Specielt det etårige barnebarn, Valdemar, må forventes at kunne få mere tid sammen med farmor i fremtiden. - Jeg håber da også, at Jens og jeg får lidt mere tid til at spille golf i dejlige omgivelser ved Blokhus Golfklub, siger Dorte Busch. Jens er Dortes mand, som hun har kendt siden 1972. Parret bor i Hune. Øland/Langeslund Skole markerer afskeden med en reception på skolen fra kl. 14 i morgen, fredag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...