Svært 2019 styrker svømmestjernen Pernille Blume

OL-guldvinderen Pernille Blume føler, at hun er landet "et helt vildt godt sted" efter et svært 2019.

- Det har ikke været mit mest optimale år i forhold til at have trygge rammer og kontinuitet. Jeg satser ikke på, at jeg får sådan et år igen, siger Pernille Blume.

- Det har ikke været mit mest optimale år i forhold til at have trygge rammer og kontinuitet. Jeg satser ikke på, at jeg får sådan et år igen, siger Pernille Blume.

KØBENHAVN:2019 har været et vanskeligt år for svømmestjernen Pernille Blume, men hun føler, at hun et kommet styrket ud på den anden side.

Året begyndte med en hjerteoperation, og senere stoppede hendes træner i svømmeunionen, og OL-guldvinderen fra Rio måtte finde en ny.

- Jeg synes bestemt, at jeg er kommet godt igennem det.

- Jeg vælger at se positivt på det, der er sket, for det tror jeg på, at jeg kommer længst med, siger Pernille Blume.

Et hul i hjertet betød, at den 25-årige svømmestjerne i januar blev opereret i hjertet, og det påvirkede hende mentalt.

Blume havde længe haft forstyrrelser med en nerve i venstre arm, men svømmestjernen vidste ikke, hvad der var galt.

- Rent fysisk er jeg ovre det, men det var svært at komme igennem mentalt lige bagefter, forklarer hun.

Kort efter - i april - blev dansk svømning kastet ud i en krise, da flere svømmere i en DR-dokumentar stod frem og fortalte om brutale landstrænere og offentlige vejninger frem til 2012.

Flere svømmere og unionen gik i medierne hårdt til hinanden med forskellige opfattelser af, hvad der reelt var foregået. Det er en rapport nu i gang med at afdække.

Umiddelbart op til VM i Sydkorea i juli sagde hendes træner Martin Truijens op i svømmeunionen, da han havde et andet syn på rammerne for eliteidræt end unionen.

Pernille Blume fortæller, at hun har lært meget om sig selv, sin sport og de mennesker, hun arbejder med.

- Det har ikke været mit mest optimale år i forhold til at have trygge rammer og kontinuitet. Jeg satser ikke på, at jeg får sådan et år igen, siger Pernille Blume.

I 2016 i Rio vandt hun den ene af de to guldmedaljer, som Danmark sikrede sig. Pernille Blume vil ikke afsløre, hvad hendes mål er for 2020, hvor OL i Tokyo er højdepunktet.

- Jeg holder alle mine mål privat.

- I første omgang skal jeg lige kvalificere mig. Det er i marts og april. Det kommer forhåbentlig til at ske, og så tager jeg den derfra, siger hun.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.