Svært at blive regnet som dansker

Hung Minh Le har været i Danmark i tyve år. Han savner 1980'erne - den tid, før danskerne lukkede sig, og er blev afstand til flygtningene. I dag er Hungs største ønske, at hans børn vil blive kaldt danskere i fremtiden

Arbejdsmarked 1. april 2005 06:00

HJØRRING: Hung Minh Le kom til Danmark i 1985 fra Vietnam som politisk flygtning. Han kom i sikkerhed, fik et sted at bo, lærte sproget og fik den hjælp, han havde behov for. Alligevel er han ikke rigtig glad i dag. - Jeg savner firserne, siger han. Hun har gjort sig en masse tanker om livet i Danmark og om den udvikling, han har oplevet og været en del af. Og han vil godt fortælle om det. Men han er alligevel lidt nervøs for det, for han vil jo heller ikke virke utaknemmelig. - Hjørring har gjort meget for mig, og det er en lille og rolig by, det kan jeg godt lide, understreger han. Det er sådan set ikke Hjørring eller systemet, der er noget galt med. Det, der bekymrer Hung, er en udvikling i værdier og holdninger hos danskerne – og faktisk også hos ham selv. Ændringer Den første tid i Danmark var god for Hung, selv om det selvfølgelig var hårdt arbejde at gå i sprogskole og lære dansk. Han boede sammen med nogle andre flygtninge, og han begyndte at lære danskere at kende. - Dengang var der ikke så mange flygtninge i Danmark. Jeg besøgte danske venner, og der var mange, der gerne ville hjælpe, husker Hung. Han blev gift med en vietnamesisk kvinde, og de fik to sønner, som er født og opvokset i Danmark. Hung uddannede sig som EDB-assistent og siden datamatiker. Men der var sket en forandring et sted i 90'erne. Danskerne var ikke så interesserede i udlændinge mere. Hung sendte 300 jobansøgninger uden held. Til sidst fik han dog job i Kastrup Lufthavn og på et sygehus, og i 1996 åbnede han sin egen computerbutik. I gennem årene har han iagttaget, hvordan forholdet mellem etniske danskere og nye danskere blev mere og mere usundt. - Det har forandret sig meget. Jeg synes, at danskerne fra begyndelsen af 1990'erne begyndte at lukke sig. De tænker mere på sig selv end på verden omkring dem. Jeg kan godt mærke, at selv om jeg arbejder i Danmark og laver det samme arbejde som mine kollegaer, så har jeg ikke samme indflydelse som dem. Der bliver ikke lyttet til os. Danskerne er stadig venlige mod mig, og jeg klarer mig, men der er kommet en afstand imellem os, forklarer Hung, der har et arbejde på en fabrik ved siden af sin forretning. Samtidig oplevede han også, at politikerne fik en anden tone i stemmen, når de talte til og om flygtninge. - De taler til os, som om vi er noget negativt. De siger, at vi skal det, og vi skal det. Men vi vil gerne. De behøver ikke hele tiden at sige du skal, mener Hung, der også har oplevet, at danskere kan finde på at irettesætte ham, hvis han taler vietnamesisk med sine børn. Mindre værd De nye toner får ham til at føle, at han er mindre værd end etniske danskere. Og det gør ham modløs. Det bliver svært for ham selv at gøre en aktiv indsats. - Jeg lukker mig selv også. Danskerne kikker på mig, som om jeg ikke har samme værdi som dem. Derfor lukker jer mig. I øjeblikket har jeg ikke så meget kontakt eller samarbejde med danskere. Jeg udfylder bare mine opgaver og lukker øjne og ører. Jeg føler mig isoleret i mig selv. Jeg arbejder bare hele dagen og tager hjem til mit hus og ser tv og er sammen med familien, fortæller Hung, der for tiden kun er på besøg eller besøger nogle hver anden måned. Det negative billede af flygtninge forstærker sig selv igennem medierne. - Når jeg ser aviserne eller tv snakke om flygtninge, så lukker jeg mine ører. Jeg vil ikke høre mere. Når de taler om flygtninge og indvandrere, så er det forbundet med noget negativt. Men jeg tror kun, det er en lille del, der laver kriminalitet. Flygtninge er også med til at bygge velfærdssamfundet op. De fleste vietnamesere har arbejde, også dem, der ikke har nogen uddannelse. Han understreger, at han er glad for at have fået lov at komme et sted hen, hvor han er i sikkerhed. Men han ville ønske, at stemningen omkring flygtninge var anderledes. Og han er træt af, at han selv er blevet passiv og ikke gør noget for at forandre tingene. Ved selv at lukke sig inde er han jo med til at skabe det delte billede af "dem" og "os". Splittelsen gør ham bekymret for fremtiden på sine børns vegne. - Mine sønner aner ikke hvad Vietnam er. De er født i Danmark. Men han er ikke dansker. Man kalder ham andengenerationsindvandrer. Det ord kan jeg ikke lide. Hvis han får børn, så bliver hans børn 3. generationsindvandrere. Hvor lang tid skal man være i Danmark, før man er dansker? I dag er Hung skilt fra sin kone og er blevet gift påny med Do Vi Thi Bui, som han har fået famiilesammenført til Danmark. Parret venter barn om to måneder. De to store sønner, som er otte og elleve år, bor hos deres mor ganske tæt på. Hung har valgt at satse på et liv i Danmark. Ikke bare fordi, at det ville være farligt for ham at rejse tilbage til Vietnam, men især fordi, at hans børn kun kender Danmark, selv om de ikke af alle er accepteret som danskere. - Hvis jeg spørger mig hjerte, så skal jeg rejse til Vietnam. Men min hjerne siger, at jeg skal blive her. Jeg tror nok, at jeg lever efter min hjerne, smiler Hung. Han har stadig drømme og håb for fremtiden. Men de går mere på hans børn end på ham selv. - Jeg vil ønske, at mine børn kan vokse op i Danmark og være ligesom alle andre. At de har samme værdi. At de får et godt liv og er danskere, ikke andengenerationsindvandrere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...