Mariagerfjord

Svært at bygge selv

MARIAGERFJORD:Går man til et anerkendt firma for at få etableret en veludstyret legeplads med lutter godkendte redskaber, der lever op til standardkravene, løber prisen hurtigt op i et par hundrede tusinde kroner eller mere. Nogle foreninger tyr til at bygge selv. Det fraråder legepladseksperten Henrik Carlson. - Bygger man selv, påtager man et producentansvar, hvis ulykken sker. Derfor bør man i hvert fald kun bygge redskaber under 60 centimer i højden. Øvrige redskaber må man købe, råder Henrik Carlson. Foreningen kan tegne en ansvarsforsikring til legepladsen. - I dag kræver nogle selskaber en årlig kontrol af en uddannet legepladsinspektør. Under alle omstændigheder bør foreningen selv hver uge kigge legepladsen efter og hvert kvartal lave en grundig gennemgang. Det er vigtigt at dokumentere kontrollerne i en logbog. Så kan man vise, at man gør noget for at holde legepladsen i sikkerhedsmæssig god stand, siger Henrik Carlson.