Svært at finde ny chef til AKKC
Bestyrelsen for Aalborg Kongres & Kultur Center har ikke så nemt ved at finde en kvalificeret afløser for centrets mangeårige direktør Ernst Trillingsgaard, der har bebudet sin afgang til maj næste år.
I hvert fald er stillingen nu genopslået med ansøgningsfrist 4. januar.
- Vi har set alle ansøgninger i første runde igennem og talt med fem af ansøgerne. Men vi vil gerne have et bredere felt, oplyser Finn Karstenskov, næstformand for AKKC’s bestyrelse.
- Der er tale om en stilling, der kræver meget brede kompetencer. Man skal have sans for det kunstneriske og kreative og samtidig være en god forretningsmand, forklarer Finn Karstenskov, der sammen med bestyrelsens formand Peter Rindebænk og medarbejderrepræsentanten Carsten Wosylus udgør ansættelsesudvalget.
Ifølge Finn Karstenskov benytter bestyrelsen "alle kanaler", herunder betalte rekrutteringsfirmaer, i jagten på en ny direktør.
AKKC spiller en stor rolle både direkte og indirekte for nordjysk kultur- og erhvervsliv.
Sidste år havde centret godt en halv million gæster, heraf hver fjerde fra møde- og kongresvirksomheden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.