Svært at finde penge til ny skole

Ombygningen af Skolegades Skole bliver lagt på hylden. I mellemtiden får eleverne pavillioner ind til en løsning er fundet

En helt ny skole som erstatning for den skimmelramte Skolegades skole vil være den bedste løsning. Men det er dyrt, og det er ikke alle i byrådet, der har samme tro på, at det kan lade sig gøre at finde pengene. Arkivfoto

En helt ny skole som erstatning for den skimmelramte Skolegades skole vil være den bedste løsning. Men det er dyrt, og det er ikke alle i byrådet, der har samme tro på, at det kan lade sig gøre at finde pengene. Arkivfoto

Hvis der var frit valg på alle hylder, så er der nok ingen tvivl om, at politikerne ville være meget enige om, at der skal bygges en ny skole i Brønderslev. Men en ny skole koster rigtig mange penge - og det er ikke alle, der ser lige optimistisk på mulighederne for at skaffe pengene. Byrådet besluttede tirsdag, at der skal udarbejdes en samlet plan for den fremtidige skolestruktur i Brønderslev, samt en samlet plan for renovering og anlæg af hele skoleområdet, inden der tages endelig stilling til, hvad der skal ske med den skimmelramte Skolegades skole. I budgetaftalen blev der ellers afsat 11,5 millioner kroner til at rive den gamle bygning ned og bygge en ny. Men siden har politikerne ændret opfattelse, og Børne- og ungdomsudvalget ønsker nu at lave et hele nyt skolebyggeri et andet sted i byen. Derfor bliver hele skolestrukturen nu taget op til revision, og de afsatte penge til Skolegades skole bliver gemt væk, indtil byrådet finder frem til den endelige løsning. I mellemtiden får Skolegades skole så pavilloner som erstatning for de skimmelramte kontorer og klasselokaler. - Først vil jeg sige, at jeg er rigtig glad for, at der er lavet en midlertidig løsning på Skolegades skole. Og det rigtige er, at få lavet en samlet plan for skolestrukturen. Men det er klart, at skal Brønderslev Kommune selv stå for hele økonomien i et nyt skolebyggeri, så kommer det til at tage lang tid. Men jeg mener, det er vigtigt, at vi har visionerne, sagde Jens Arne Hedegaard (V) der endda have et bud på, hvor en ny skole kan ligge. - Jeg kunne godt se, at en ny skole bliver bygget tæt på hallen på markedspladsen. På den måde kunne man slå to fluer med et smæk ved at skolen kan bruge hallen, sagde han. Og Karsten Frederiksen (K) var også parat til at stile direkte efter et helt nyt skolebyggeri. - Jeg glæder mig over visionerne, og vi skal bygge nyt på en eller anden måde. Og grunden til, at jeg svinger mig helt op til at ville bygge nyt er, at det tegner til at blive nemmere at optage lån, lød det fra Karsten Frederiksen, der også pegede på markedspladsen som en god placering for en ny skole. Svært at skaffe pengene Men andre havde ikke helt den samme optimisme. - Det ville selvfølgelig være dejligt, hvis vi kunne bygge en ny skole. Men vi skal lige have økonomien på plads først, og derfor er det godt, at vi får nogle beregninger. Men dermed har jeg ikke sagt, at det ender med at vi skal bygge nyt, sagde Arne M. Jensen (S). - Det lyder besnærende med et nye skolebyggeri, og hvis vi havde pengene til det, så var det også godt. Men med mindre vi får en hjælpepakke, så skal kommer der til at gå rigtig mange år, inden vi har råd til det, supplerede Henning Jørgensen (SF) og advarede om, at planerne om en ny skole, ikke må stå i vejen for andre anlægsinvesteringer. Samme budskab havde Ole Jespersgaard (S). - Vi kan altså ikke lade være med at lave noget på skolerne de næste 10 til 15 år, fordi vi gerne vil bygge en ny skole, sagde han. Uffe Sørensen (Borgerlisten) mente lige så godt, at man allerede nu kan tænke i andre baner, for et skolebyggeri er urealistisk. - I Frederikshavn Kommune har et skoleprojekt, som ligner det, vi ville skulle lave. Og det koster 130 millioner kroner. Det har vi ikke råd til, så hvorfor ikke sige, at Skolegades skole var til og med 6. klasse, og så placerer overbygningerne på de andre skoler i Brønderslev, sagde Uffe Sørensen der fik opbakning af Karl Emil Nielsen (DF).

Breaking
Ingen afsluttende prøver for 9. og 10. klasser: 15. april åbner institutioner og skoler for 1.-5. klasse
Luk