Turisme

Svært at finde turistbureauets virtuelle hjem - men hjælpen er på vej

FREDERIKSHAVN:Google er din ven - ellers også er den ikke. Internettets største søgemaskine kan nemlig give megen ekstra trafik til éns hjemmeside, hvis ellers man havner tilstrækkelig langt oppe på listen; og allerhelst selvfølgelig som det første og øverste link, brugerne får præsenteret, men i hvert fald på den første side. Omvendt kan mangel på trafik fra Google være næsten det samme som en enkeltbillet til de glemte hjemmesiders virtuelle kirkegård; lidt afhængig af, hvad hjemmesiden handler om, og hvem den henvender sig til, bevares. Det problem er Frederikshavn Turistbureau rendt ind i for tiden, idet en søgning på Google på udtrykkene "frederikshavn" og "turisme" - vel ikke nogen helkt urimelig kombination at søge på for en vordende turist på disse kanter - bringer én mange steder hen via Google, men bestemt ikke til Frederikshavn Turistbueraus hjemmeside. Helt galt går det, hvis man søger på "frederikshavn" og "tourism" ... blandt de toprankede links fra Google er en henvisning til nogle sider fra domæet www.Online-sexshoppen.dk. Indholdet på lige prcis dét link virker lødigt nok, men et eller andet sted på det domæne gemmer der sig nok nogle sider, man ikke ønsker associeret med turisme i Frederikshavn. Fra Frederikshavn Turistbureau lyder meldingen fra Pauli Jørgensen, at man flux vil se på sagen, så Frederikshavn Turistbureaus hjemmeside bliver lettere at finde for virtuelle tilrejsende fra den store verden. Det skulle ske så snart Googles søgerobot næste gang lægger vejen forbi www.frederikshavn-tourist.dk - indtil da er det Frederikshavn Handelsskole, der vinder trafikken fra Google-søgninger på "frederikshavn" og "turisme". Men så bliver det da i byen så længe ...