Turisme

Svært at finde turistkontor

MOU:Hvis man som turist skal have informationer om seværdigheder, hvor campingpladsen er og hvornår butikkerne har åbent, så er det naturligt at henvende sig på turistkontoret. Sådan et har Sejlflod kommune placeret i Mou, og det var første stop for vores undercover mission. Første udfordring, som et problem kaldes på nudansk, blev at finde den bygning, der skulle hjælpe os med at vise vej til de mange turistattraktioner, vi havde glædet os til at se. Men turistkontoret var ikke sådan umiddelbart at finde. Vi kørte nemlig ind af Aalborgvej, som er den første vej, når man kommer fra Aalborg, der leder ind til Mou. Efter at have trillet lidt rundt i centrum af Mou, fandt vi endelig et skilt med det karakteristiske "I", der ledte os på rette vej. Meget lettere er det, hvis man kører ind til byen ad Fjordvej, for her kommer man lige forbi turistkontoret. Turistkontoret var fyldt med brochurer om området. Både af den slags, der har prisskilt på og den slags, der var ganske gratis. Vi holdt os til den gratis version. - Hvor er de herregårde henne, som vi så på internettet? spurgte jeg nysgerrigt, da mig og min gæst godt kunne tænke os at se på dem. Men det kunne ikke lade sig gøre, fortalte manden på turistkontoret os. Der var nemlig ikke offentlig adgang til de steder, der på Sejlflod Turistkontors hjemmeside stod listet under ting, der var seværdige. Selvom han ikke kunne love os adgang til det, vi på forhånd havde overvejet at se, var det en upåklagelig service, der blev ydet på turistkontoret, og vi blev vinket farvel med et: "I kan bare komme tilbage, hvis der er mere, I vil have hjælp til."