Svært at hjælpe ordblinde

Det er et langt, sejt træk at lokke ordblinde ud af busken og få dem til at deltage i arrangementer og undervisning.

Foto: Michael Koch

Foto: Michael Koch

Det konstaterer Ordblindeklubben Aaybro/Pandrup, som dog ufortrødent kæmper videre her i det nye år med at kalde til samling. Målt på, hvor mange der er ordblinde, burde klubben være Jammerbugtens største. Det er dog stadig en lille men trofast skare, der møder op, når klubben mødes i Aabybro. - Det kniber stadig med at få nye medlemmer. Men vi håber, at det giver noget, at vi deltog i erhvervsmessen i Jetsmarkhallen. Her delte vi næsten 1000 foldere ud, fortæller ordblindeklubbens formand Egon Christensen. Det kan jo være, at nogle har et nytårsforsæt om at gøre noget ved problemet med at læse og skrive. I så fald har de mulighed for at møde op i klubben, som samles torsdag 10. januar klokken 19.30. Klubben benytter et lokale i Frivillighuset, Torvet 5 i Aabybro (et lokale bagerst i Sund By-afdelingen). På første møde i 2008 skal der hygges og måske tales lidt om ideer til kommende arrangementer.