Svært at høre i stor narkosag

Dårlig kvalitet ikke guf for anklageren

Narkokriminalitet 19. marts 2003 07:00

AALBORG: - Jeg kan ikke forstå et ord af, hvad der bliver sagt, konstaterede retsformanden lige ud, da Vestre Landsret i Aalborg i går fortsatte sagen mod fire mænd, der er tiltalt for særdeles omfattende narkohandel i Aalborg og omegn. Problemet omhandlede de rumaflytninger, som sagens anklager afspillede i forsøget på at bevise, at en af de tiltalte i 1999 solgte 1,5 kilo amfetamin, 200 ecstasypiller og 30 gram kokain til en yngre mand fra Aalborgs opland. Optagelserne var af en særdeles dårlig kvalitet, men retten og de 12 nævninger havde en udskrift af optagelserne at støtte sig til. Udskriften er dog kun udtryk for politiets opfattelse af, hvad der bliver sagt, og alt i alt forekom gårsdagens rumaflytninger isoleret set ikke voldsomt belastende for de tiltalte. Dårlig hukommelse Det gjorde to vidneafhøringer umiddelbart heller ikke, idet vidnerne led af udpræget dårlig hukommelse. Den førnævnte mand fra Aalborgs opland er selv idømt tre års fængsel, efter at han i sin egen retssag indrømmede at have købt de nævnte mængder af en af de tiltalte, en 29-årig mand med tilnavnet "Skipper". Men i går kunne vidnet ikke stå inde for sin tidligere tilståelse. Han antydede, at han havde indrømmet for at få en afslutning på sagen. Et andet vidne, som også er dømt for narkohandel med "Skipper" og hans storebror, led af nærmest totalt hukommelsessvigt. - Intet kan jeg huske om den sag. Det er slettet fra min hukommelse. Fuldstændig. Jeg har lagt det bag mig og startet et nyt liv, fastslog manden, som angiveligt er blevet både overfaldet og truet på livet, mens han har siddet fængslet. Det hjalp ikke på vidnets hukommelse, at anklageren læste op fra hans tidligere forklaringer, hvor han fortalte ganske detaljeret om sine narkoforbindelser til brødre-parret. Sagen fortsætter i dag og i morgen samt de kommende tre uger.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...