Svært at lære dansk med høreværn

Fulgt slavisk kan parolen om dansk på jobbet stikke en kæp i hjulet på integrationen

Nørresundby 28. september 2002 08:00

AALBORG: Flygtninge og indvandrere skal lære dansk via arbejde. Sådan lyder parolen fra regeringen og integrationsminister Bertel Haarder (V), og umiddelbart falder den i god jord hos forstander Henrik Olsen og hans stab af lærere på Sprogcenter Aalborg. Integration gennem job rummer mange positive elementer. Men i næste omgang rejses der stor betænkelighed ved, at arbejdspladsdansk tilbyder de nye danskere integration på et alt for skrabet niveau. - Hvis man tror, at man bare ved at være på en arbejdsplads lærer dansk, så glemmer man larmen, effektiviteten, tempoet og alt det, der gør, at man rent faktisk kun taler ganske lidt med hinanden, mens man arbejder. Lidt skarpt trukket op kan man spørge, hvor meget dansk, man mon lærer iført høreværn, påpeger Henrik Olsen. Han finder, at Bertel Haarder og mange af hans meningsfæller er kommet alt for let om ved at lancere arbejdspladsdansk som den endegyldige løsning på den sproglige barriere i integrationen. - Lynhurtigt skabes der et modebegreb, uden at man rigtig har noget at ha' det i. Det positive er jo, at man ved at få mennesker i arbejde kan trække dem ud af en isoleret rolle og på lidt længere sigt gøre dem i stand til at forsørge sig selv. Men når Bertel Haarder koger det hele ned til et "Du skal ha' et arbejde, så lærer du dansk!", så springer han altså et par mellemregninger over, og det kan få skæbnesvangre følger for integrationen, siger Henrik Olsen. Sammen med Sprogcentrets souschef, Elisabeth Frederiksen, hefter han sig meget meget ved den anden del af dagsorden bag arbejdspladsdansk, nemlig at sprogundervisningen skal liberaliseres, hvilket igen dækker over et ønske om private udbydere og i den sidste ende forringede vilkår for de kommunale sprogskoler. Deres kompetence bygger nemlig især på en helhed i undervisningen, hvor det sproglige går hånd i hånd med en mere generel indføring i det danske samfund. Og hvor undervisningsforløbene tilpasses den enkeltes kulturelle og uddannelsesmæssige forudsætninger indgår som et fleksibel element i den samlede integrationspakke. De mål har Sprogcentret søgt at opfylde i sin knap fireårige levetid, siden kommunerne for knap fire år siden overtog ansvaret for integrationen og dermed sprogundervisningen af flygtninge/indvandrere fra amterne. Et resultat af udviklingen er, at danskundervisningen mere og mere foregår i projektsammenhænge som en del af den praktiske aktivering. Hvilket man fik et meget konkret eksempel på, da Sprogcentret tilbød danskundervisning på Danish Crown-slagteriet i Nørresundby, hvor der i samarbejde med socialforvaltningen blev oprettet 16 ugers introduktionskurser, som årligt kunne gøre det muligt for op til 80 indvandrere og vanskeligt stillede danskere at blive sluset ind til job på virksomheden. I det daglige fremstår Sprogcenter Aalborg som en af landsdelens største skoler med 80 ansatte og omkring 1000 elever af mere end 50 nationaliteter, og Henrik Olsen betegner det som en afgørende forudsætning for den kompetence, der i årenes løb er bygget op. 15-20 års erfaring fra sprogundervisning har også givet Elisabeth Frederiksen vished for, hvad evnen til at kunne begå sig på dansk betyder for indvandrerne. - Tag eksempelvis tyrkerne, som arbejdede på kyllingeslagteriet i Brovst i 1980'erne. De havde deres egen kantine, og havde helt deres eget liv på virksomheden. De lærte aldrig dansk, og det gav så for alvor bagslag, da de mistede jobbet i nedgangstider. Deres faglige kompetence var tæt på at være værdiløs uden sproglig kompetence, når de skulle ud at finde nyt job. De kunne ikke omstille sig, konkluderer Elisabeth Frederiksen. - Så kan du spørge: var det deres egen skyld? Var der for lidt initiativ i dem? Hvis ansvar er det, når grupper af befolkningen havner i fastslåste situationer? Dybest set handler det vel om, at visionen om livslang læring, som de fleste vel er enige i, kræver en samlet, massiv indsats, hvor jeg har meget svært ved at se, hvordan man når det gælder integration af flygtninge/indvandrere har meget svært ved at undvære os, fremhæver Elisabeth Frederiksen. Henrik Olsen er desuden stærkt bekymret for, at der sker for mange forenklinger, når man taler om, hvor stor betydning det har for nydanskere at komme ud at arbejde, og den kritik der samtidig rejses mod eksempelvis sprogcentrene. - Bertel Haarder fremdrager det ene eksempel efter det andet på ingeniører, læger og andre højtuddannede, som forlængst burde have opnået sproglige færdigheder til at komme i job. Men realiteten er jo, at folks grundvilkår er vidt forskellige, siger Henrik Olsen. - Der kommer nogle med dybe krigstraumer, og så kan det næsten være lige meget, hvor godt de lærer dansk, fordi de er blokerede på andre punkter. Andre har meget fremmede kulturmønstre med i bagagen, og en meget stor del af vore kursister har immervæk kun fire års skolegang bag sig. Alt det er man nødt til at have med i billedet, inden man vælger den hurtige løsning med 20 forbilleder i dansk industri, som går positivt ind i integrationsmodeller, og så skal resten nok følge med. Den slags kan være svært at opfatte seriøst, uanset hvor positive elementer, der indgår, påpeger forstanderen, som i øvrigt ikke bryder sig om begrebet nydanskere. - Jeg er bange for, at mange lægger noget mere i betegnelsen uden at reflektere over det. En forventning om, at de er blevet assimileret, at de er blevet ligesom os. Og det er de jo ikke. De er mennesker, som befinder sig i en integrationsproces, hvor de selv er ved at finde melodien i en ny tilværelse, uden at facit er givet. Jeg synes, man skal kalde folk det, de er - asylansøgere, flygtninge, indvandrere - eller karakterisere dem ved det, de kommer fra, deres nationalitet eller regionale tilhørsforhold, foreslår Henrik Olsen og lægger dermed op til en sproglig øvelse, som vi danskere måske også kan blive klogere af.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...