Svært at tage kørekort fra demente

Pårørende til demente efterlyser støtte til svær situation

Arkivfoto: Lars Pauli
Danmark 3. april 2017 15:09

DANMARK: Hvis din far, mor eller ægtefælle bliver dement, så står du måske og skal overbevise et nært familiemedlem om, at det er på tide at slippe kørekortet og bilen.

Det er en svær situation, og en ny undersøgelse viser, at pårørende efterlyser mere støtte i den situation.

- Der er mange, som får en demenssygdom, og derfor kommer flere også til at stå i den her problemstilling, siger demenskoordinator i Ringkøbing-Skjern Kommune, Kirsten Holmgaard til DR P4 Midt & Vest.

I sit arbejde møder hun mange demente og pårørende, som skal forholde sig til kørekortet.

- Det fratager noget identitet, hvis man altid har kørt bil og gjort det godt, og været den som kørte, når familien skulle nogen steder. Så er det en svær ting at komme ind på, fortæller hun.

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, er netop kommet med en undersøgelse, hvor pårørende til demente og praktiserende læger deltager.

Den slår fast, at de pårørende oplever en del fejl og misforståelser i kontakten med myndighederne.

Kombinationen af demens og bilkørsel skal tages alvorligt, og demenskoordinator Kirsten Holmgaard opfordrer de pårørende til at inddrage lægen.

- Det er vigtigt at få egen læge inddraget, for det er ham eller hende, der kan sige, at "din opmærksomhed og koncentrationsevne er ikke god nok længere", fortæller hun.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...