Ligestilling

Svært at tage kritik fra Socialdemokratiet seriøst

DEBATMØDE:7.1. kritiserer Bjarne Laustsen fra Socialdemokratiet Dansk Folkeparti for ikke at ville deltage i en debat, der hedder "Hvem er den lille mands parti?". Bjarne Laustsen ved udmærket, at jeg som arbejdsmarkedsordfører flere gange har været til debatmøde netop sammen med ham. Desuden er der planlagt flere møder i foråret. Det, som Bjarne Laustsen ikke fortæller, er, at de par møder, vi har sagt nej til at deltage i, har været debatmøder, hvor panelet har bestået af S, SF, Enhedslisten og DF. Tilhørerne har alle været tro socialdemokrater med rød partibog. Vi har derfor ment, at det er uinteressant at deltage i den slags møder, da Dansk Folkeparti aldrig ville kunne få en fair behandling og ikke ville kunne få noget positivt ud af sådan et møde. Det er ikke LO-skolen, der er noget galt med, men det hele bunder udelukkende i det mismod og interne ævl, der foregår i Socialdemokratiet fortiden. Derfor prøver Bjarne Laustsen at finde en årsag til deres problemer, og det skal så være Dansk Folkeparti. Det vil aldrig lykkes Bjarne Laustsen, for problemet er Socialdemokratiet selv, der ikke har formået at følge med udviklingen blandt vælgerne og sikker heller ikke vil formå det i nær fremtid. Bjarne Laustsen kritiserer Dansk Folkepartis medvirken til ændringer i arbejdsmiljøloven. Det er korrekt, at vi har været med til ændringer. bl.a. at der først skal vælges sikkerhedsrepræsentant i virksomheder, når der er 10 ansatte. I rigtig mange tilfælde er det svært at få den post besat, medmindre der er en socialdemokrat i virksomheden, da man så er forholdsmæssigt sikret mod fyring. Det er rigtigt, at vi har medvirket til ændring af den Særlige Pensionsordning, så man får det udbetalt, som man selv indbetaler, det vil sige, at Bjarne Laustsens medlemmer i f.eks. Dansk Metal får udbetalt, det de selv indbetaler i den Særlige Pensionsordning. Tidligere var det sådan, at de ikke fik alle deres penge udbetalt igen. Dansk Folkeparti har den mening, at det man selv indbetaler, skal man også have udbetalt igen, men det mener Bjarne Laustsen åbenbart ikke. Dansk Folkeparti er absolut ikke kvindefjendsk, som Bjarne Laustsen skriver, men det har ikke været muligt for Socialdemokratiet at få ligeløn til kvinderne med en ligelønsstatistik, da de sad i regering, så hvorfor skulle det så kunne lykkes, når Socialdemokratiet er i opposition. Der opnås kun ligeløn ved, at arbejderne på arbejdspladsen får forhandlet sig til ligeløn, men Bjarne Laustsen vil åbenbart have Folketinget til at fastsætte lønnen for arbejderne. Bjarne Laustsen og Socialdemokratiet har aldrig været interesseret i et samarbejde med Dansk Folkeparti, og det bliver Socialdemokratiet nok heller aldrig, hvis det er folk som Bjarne Laustsen, der tegner partiets politik og afgør hvem, der skal samarbejdes med. Socialdemokratiet har aldrig været interesseret i at give Dansk Folkeparti indflydelse, så hvordan kan Bjarne Laustsen forvente, at Dansk Folkeparti kan tage breve fra Socialdemokratiet seriøst?