Svært at vise storsind over terrorister

Forestil Dem, at man har fængslet en person, der er i besiddelse af sprængstoffer, og som med føje er mistænkt for at have kendskab til en kommende terrorhandling, der måske kunne være rettet mod Folketinget.

Skal man så med skyldighed til de store menneskerettighedsidealer blot lade tingene gå deres skæve gang, hvis fangen nægter at udtale sig? Jeg er ikke sikker på, at de efterladte - og nyhedsmedierne – vil billige dette storsind. De ville snarere karakterisere det som et udtryk for ansvarssvigt og snakke længe og sårende derom. Det kan altså engang imellem være nødvendigt at bruge lidt mere pression under et forhør end den gode tone og etiketten tillader, hvilket vor tids historie kan bekræfter med mange eksempler. Det må være herfra en seriøs debat om forhør og beføjelser må starte, ellers lukker man øjnene for dagens realiteter. Efterretningstjenesten, forvaringsapparatet, politiet og nu vore soldater med politimæssige opgaver i det fjerne står for beskyttelsen af civile borgere mod den eskalerende terrorisme. Dette evner disse instanser kun at gøre med nogen effektivitet, såfremt man bakker dem op i deres mangeartede og vanskelige opgaver. Føler man sig til stadighed mistænkeliggjort i sin gerning, tør man jo til sidst intet foretage sig af frygt for konsekvenserne - specielt da slet ikke at handle hurtigt i en meget kritisk situation. I den forbindelse er det nødvendigt at huske på det juridiske og moralske begreb Force Majeure, når trådene skal redes ud efter en uheldig handling. Dette begreb gælder sandelig også for vore soldater i Irak i dag.