Svært overvægtige gemmer sig

Snak om det sunde liv presser de rigtigt tunge væk fra hjælp

ÅRHUS:Meget overvægtige danskere er i fare for at blive mere isolerede og skubbet væk fra resten af samfundet, fordi de ikke kan leve op til mantraerne om "at tage sig sammen" og tabe sig. Det mener den lille forening Adipositasforeningen, der organiserer overvægtige og arbejder for at forbedre deres livsvilkår. - De meget overvægtige er et smertensbarn. Der sker rigtig mange gode ting for danskere med almindelig overvægt, men jo mere vi snakker om det sunde liv, jo mere presser vi de meget overvægtige ud. De sidder hjemme, isolerer sig og føler sig udstødte, og der er brug for at arbejde på tværs af alle faggrænser for at hjælpe de her mennesker, siger foreningens formand, Susanne Anthony. Amt dropper tilbud Der er omkring 100.000 danskere med så mange kilo på kroppen, at de er svært overvægtige og har et såkaldt BMI på 35 eller derover. Dermed har de reelt en fedmesygdom, hvor deres overvægt giver problemer for helbredet. Ribe Amt har netop besluttet, at de meget overvægtige ikke længere skal have tilbud om motion på recept. Ribe er det amt i Danmark, der er længst fremme med at lade lægerne udskrive recepter på motion i stedet for medicin til patienter med for højt blodtryk, diabetes-2 eller andre sygdomme. I løbet af det år, motionsrecepterne har eksisteret, har amtet fundet ud af, at de meget overvægtige ganske enkelt har fysisk svært med at følge træningen på holdene. Derfor ekskluderes overvægtige med et BMI over 35 fremover fra projektet, oplyser chef i amtets sundhedsforvaltning, Lars Iversen. - De meget overvægtige kom med en forventning om, at motion på recept ville give et vægttab. Men vi satser mere på konditionstræningen, og det vil ikke nødvendigvis medføre et vægttab, fordi fedt bliver omdannet til muskler. De store kræver mere på kostsiden, og derfor må vi i stedet strikke nogle individuelle tilbud sammen til dem, siger Lars Iversen. Motivation Adipositasforeningen er enig i, at motion på recept næppe er den rette løsning for de meget overvægtige. Der er lige så mange årsager til de mange kilo, som der er overvægtige, men det springende punkt er at motivere de meget overvægtige til at lægge deres liv om. Derfor skal der arbejdes meget med den psykologiske faktor. - Det handler ikke bare om at få dem i gang på løbebåndet og servere mager kost, der skal selvudvikling til. Når man skal lave forandringer, så kræver det ressourcer, og dem har man ikke, hvis man har et lavt selvværd, siger Susanne Anthony. /ritzau/