Fodbold

Svært udlæg for HIK-kvinderne

AALBORG:Når de kvindelige volleyballspillere i dag tager fat på slutspillet om at nå årets DM-semifinaler, så kæmper seks hold om fire pladser. Aalborg HIK er et af holdene, og selv om ambitionerne ikke fejler noget, så er træner Christian Risom realistisk, for hans hold starter som et af to hold med nul point, hvor to andre har et og de to bedste hver to point med over. Dagens modstander, Lyngby, indleder med to point, da de var næstbedst i grundspillet og vandt otte af deres ni kampe. - Og Lyngby i stærkeste opstilling, på udebane, det bliver meget svært, siger HIK-træneren. Der er flere hundrede kampes rutineforskel på de to hold, men vi giver os ikke uden kamp. Skal Aalborg HIK med i semifinalerne, så ser Christian Risom primært i retning af Gentofte og SK Århus som de to hold, man skal lægge bag sig, men også den opgave bliver svær for et Aalborg-hold, der er i en fase, hvor man må forsøge at bygge holdet op igen. - Vi har forberedt os godt, forsøgt lidt alternativt spil, men vi er lidt tyndt besat hvad angår kantangribere, og i Lyngby mangler vi desuden to af vore spillere, som er i færd med eksamensforberedelser, Maja Husted og Janne Grøntved. Desuden er Anni Bonde endnu ikke der, hvor hun skal være oven på en skade, så udfordringerne, dem kan vi godt få øje på, siger Christian Risom. mingo