Svag dollar åd væksten i Novo Nordisks salg i 2017

Den svage dollarkurs fik Novos salg til at flade ud sidste år. Lille vækst i resultatet af den primære drift.

Erhverv 1. februar 2018 07:45 - Opdateret 1. februar 2018 07:54

Selv om Novo Nordisk opnåede en lille vækst i omsætningen for 2017, når man regner i lokale valutaer, så er det svært at se på bundlinjen i årsregnskabet.

Det bliver nemlig ført i danske kroner, og derfor bliver de to procents omsætningsvækst spist op af valutamodvind.

Det skyldes, at en stor del af selskabets salg stammer fra USA, hvor dollarkursen har været faldende og senest røg under seks kroner for første gang i tre år.

I kroner og øre endte omsætningen på 112 milliarder kroner, hvilket svarer til niveauet i 2016.

Tilsvarende opnåede Novo en vækst i resultatet af primær drift på fem procent i lokale valutaer, men omregnet i kroner endte det med en mere beskedne fremgang på én procent til 49 milliarder kroner.

Og Novos ledelse forventer tilsyneladende ikke, at dollaren ikke bliver styrket lige her og nu.

I hvert fald skriver man i regnskabet, at man forventer en salgsvækst i danske kroner, der ligger syv procentpoint lavere, end når man opgør den i lokale valutaer.

Og hvad det primære resultat angår, vil det ligge hele 10 procentpoint lavere.

Derudover byder regnskabet på nogle omrokeringer i topledelsen.

Selskabets 68-årige bestyrelsesformand, Göran Ando, har besluttet sig for ikke at genopstille til generalforsamlingen i marts.

Derudover er der rykket rundt i koncerndirektionen, hvor Karsten Munk Knudsen bliver ny økonomidirektør i stedet for Jesper Brandgaard.

Brandgaard skal i stedet være direktør for biofarma-divisionen og den juridiske afdeling.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...