Svag indsats men to point til FfI Håndbold
Hornbæk SF besejret 28-24 - FfI på førstepladsen i 2. division
FREDERIKSHAVN: Trods en dårlig indsats lykkedes det alligevel for FfI Håndbolds tophold for mænd i 2. division at besejre Hornbæk SF på hjemmebane med 28-24.
- Før jul spillede vi en rigtig god og disciplineret kamp i Hornbæk. Endda mod et forstærket Hornbæk-hold, der havde spillere med fra deres førstehold, fortæller FfI-træner Claus Fonseca.
- I lørdags mødte vi et Hornbæk-hold, der i hvert fald på papiret kom til Frederikshavn i en mindre stærk udgave. Men de gav os langt mere modstand, end de gjorde på hjemmebane.
- Samtidig spillede vi klart den dårligste kamp i denne sæson. Vi var på intet tidspunkt oppe at ramme vores normale, høje niveau.
- Vores forsvar startede uden energi og med fejl, vi normalt ikke laver. Vi prøvede at justere på det, og enkelte spillere prøvede at hive energiniveauet op, men lige lidt hjalp det.
- Heldigvis havde vi gode perioder i angrebet som gjorde, at vi var et skridt foran modstanderen gennem hele kampen. Efter en meget utilfredsstillende første halvleg kunne vi trods alt gå til pause med en to måls føring.
I 2. halvleg blev forsvaret lidt bedre hos FfI men mest på grund af nogle gode individuelle aktioner. Angrebsspillet fik mere tempo, og chancerne blev flere og flere men uden den nødvendige koncentration i afslutningerne.
- Det skal dog siges, at udeholdets målmand stod en god kamp, og han var reelt vores største trussel i kampens sidste kvarter, siger Claus Fonseca.
- Heldigvis havde vi det, der skulle til for at afgøre kampen til vores fordel, og vi vandt derfor en uskøn kamp med 28-24.
- Alle var bagefter enige om, at det var sidste gang, vi præsterede på så lavt et niveau, og så må man jo sige, at det er en styrke at vinde kampe på dårlige dage, siger FfI Håndbolds cheftræner.
Målscorere for FfI var Casper Holmen 5, Sebastian Andersen 5, Anders Risdal 4, Oliver Prince 4, Heine Engedal 3, Christian Lykke 2, Anders Nielsen 2, Mikael Fellov 1, Nikolai Klinge 1 og Niels Sørensen 1.