Handicappede

Svageste rammes

Jeg deltog forleden i et kommunalt handicaprådsmøde, sådan som jeg ofte har gjort det før, og der stod atter besparelser på dagsorden. Man bliver lidt modløs.

Budgetterne skal holdes, og de svageste grupper må bære deres del. De grupper, som ikke kan tale deres egen sag, betaler prisen for regeringens finanspolitik og for din skattelettelse. Er det rimeligt? Da Kommunalreformen blev indført i 2007, skulle kommunerne tage tidligere amtsopgaver op - bl.a. på handicap-området. Det ville de blive økonomisk kompenseret for. Men det ser ikke ud til at holde. År efter år har kommunerne svunget sparekniven. Vi handicappede blev lovet, at vi ville få den samme kvalitet og service, som vi havde været vant til, da opgaverne lå i de daværende amter. Intet af det holder, nu skal der virkelig spares. Opgaverne fra amterne til kommunerne blev oversolgt til kommunerne. De glemte den kritiske sans, og gabte over mere end de kunne håndtere. Vi vil jo alle sammen gerne være store. Et velfærdssamfund skal kendes på den måde, det behandler sine svagest medborgere på. Nu betaler de svageste handicappede, dem i botilbud og institutionerne prisen for en utilstrækkelig økonomisk prioritering. Det er tid, at politikkerne - både på Christiansborg og kommunalt - tager deres ansvar alvorligt. Vi har brug for en gennemgribende handicap-politisk reform.