Svalbard set fra hundeslæden

Vil man tæt på Svalbards øde dale og snedækkede fjelde, er der to muligheder: Scooter eller hundeslæde. Vi valgte hundeslæden

Et tykt lag af hvide skyer dækker for solen og har i de tidlige morgentimer listet sig ned over toppene på de snedækkede fjelde, der indrammer Longyeardalen. Termometeret viser minus fem grader. Longyearbyen, der er Svalbards eneste - og verdens nordligste - egentlige by, ligger på 78 grader nord, cirka 1400 km fra Nordpolen. Den relativt høje temperatur skyldes Golfstrømmen, der passerer vest om øerne. Med sneen knirkende under støvlerne er vi - min mand og jeg - på vej gennem Longyearbyen for at mødes med en guide fra det danskejede Arctic Adventures. Han skal tage os med på en syv timers hundeslædetur gennem Svalbards øde landskab. Vi har udsigt ned over den tilfrosne Adventfjord og byens træhuse, der er alle er malet i røde, grønne, grå og gullige farver - ganske som Svalbard er det i årets få sommermåneder. Nogle hundrede meter oppe på en stejl fjeldside ligger en klynge gamle træhuse, der engang var kulminen, Gruve 2b. I dag bryder nordmændene kul i en mine uden for byen, mens russerne arbejder i Barentsburg, cirka 55 km på scooter fra Longyearbyen. Forberedt på isbjørne Vi skal også på arbejde. Det finder vi dog først ud af en times tid senere, da vi sammen med guiden Kristoffer Grundén og fem andre turister i firehjulstrækker når frem til hundegården på et højdedrag nogle kilometer inde i Adventdalen. Det er forbudt at have hundegårde i byen, og slædehundene mister deres tykke pels, hvis de opholder sig inden døre. Derfor bor både de private og de kommercielle hunde i hundegårde et stykke uden for byen. Vi har, før vi tog fra Danmark, fået det indtryk, at vi mest for sjov kunne få lov til at hjælpe med at lægge seler på hundene. Det virker lige lovligt turistagtigt, men heldigvis viser det sig, at vi selv skal køre vores egen tomands-slæde, trukket af et hundespand bestående af seks hunde. Gruppen hjælper hinanden med at gøre de fire slæder, som skal med på dagens tur, klar. Hundene gør ivrigt. De er kælne og afliver hurtigt myten om, at slædehunde er bidske. Vores guide har, som alle andre, der bevæger sig uden for Longyearbyen, en riffel på skulderen. Han viser os en kasse patroner. - Ammunitionen udvider sig som en blomst i dyret og uskadelig gør den effektivt, uden den lider. Men skulle en isbjørn komme tæt på os, vil jeg først forsøge at skræmme den væk med en lyspistol, siger Kristoffer. Svalbard er ikke alene beboet af godt 2000 mennesker. 3000 isbjørne lever også i området, og det er ikke mange uger siden, at ø-gruppens høvding, Sysselmanden, jog én ud af byen. - Det er vigtigt, aldrig at slippe håndtaget på slæden - heller ikke, hvis den vælter. Den ene fod skal altid være på bremsen, siger vores guide, inden han kører ud af hundegården mod Bolterdalen. Vi andre skal følge efter med nogle meters afstand. Styrt i sneen - Ayy, ayy, ayy, råber jeg til hundene, der straks trækker ivrigt i skaglerne. Jeg har taget ankeret op og løfter nu, en lille smule usikker, min fod fra bremsen. Hundene fræser af sted gennem sneen. De kender turen. Vi når kun lige ud af hundegården og op på en bakketop, da slæden begynder at hælde ildevarslende til den ene side. Jeg læner mig, som Kristoffer har demonstreret det, til den anden side. Men min vægt kan ikke få den på ret køl. Slæden vælter, og vi ruller begge rundt i den bløde sne. I farten har jeg glemt alt om, at jeg ikke må slippe håndtaget, og hundene er så småt ved at stikke af med den væltede slæde. Vi får dog fat i den, inden nogen når at komme til skade. Heldigvis skyldes vores styrt ikke styrmandens manglende erfaring, men en knækket wire på slæden. Den bliver hurtigt repareret, inden vi fortsætter ud i det stille landskab, hvor de hvide fjelde og den skydækkede himmel næsten går i ét. Hundene følger sporet, som andre hunde og slæder har lavet. Når det går op ad bakke, må vi hjælpe lidt til. Ned ad trækker hundene så godt, at jeg må træde lidt på bremsen. Vi når uden flere uheld toppen af bræen, hvor hundene bliver bundet til en lang line, mens vi bliver bænket på rensdyrskind i en "skyttegrav", som nogle af turens deltagere netop har gravet. Det sner. På tur under bræen Hundenes frokost består af frosset kød. Vores af norsk "turmat", frysetørret ris eller pasta med kød og krydderier, som bliver opløst i kogende vand. Dertil kaffe, te eller varm solbærsaft. Efter frokost fjerner Kristoffer et par store plader, der ligger godt gemt i sneen. Frem kommer et stort hul, der ser ud til at føre ned i intetheden. Nu går turen - uden hundene - ned under bræen gennem en smeltevandstunnel. Der er bælgmørkt - kun vores pandelamper afslører de smukke formationer af "drypsten" og sne- og iskrystaller, som vand og vejr har lavet gennem tiden. Væggene er smukke som glaskunst. Nogle steder må vi mave os frem, fordi tunnelen er for lav til, at vi kan gå oprejst. Andre steder har smeltevandet formet en hel lille hule. Da vi kommer op, har solen skabt et lille hul i skydækket, og små, blå stykker af himlen titter frem. Vi får hurtigt hundene på plads i skaglerne - vi har jo prøvet det før - og hjemturen går ned ad bakke gennem dalen til hundegården. - Husk lige at give hundene et knus som tak for turen, siger Kristoffer, mens vi sætter hundene fast til deres lænker i hundegården. Næste morgen er jeg øm i både arm- og benmuskler. Det er hårdt arbejde at køre hundeslæde. Men jeg er også en stor oplevelse rigere.