Svamp lukker kendt spillested

Skimmelsvamp tog livet af det traditionsrige spillested og kulturhus Sysseltinget i Hjørring. Kommunen vil ikke redde huset.

Råd og svamp i Sysseltinget. Nu er det slut med det kendte, nordjyske spillested. Arkivfoto: Kurt Bering

Råd og svamp i Sysseltinget. Nu er det slut med det kendte, nordjyske spillested. Arkivfoto: Kurt Bering

Fritids- og kulturudvalget i Hjørring Kommune lagde tirsdag eftermiddag det traditionsrige Sysseltinget i graven. - Vi har snakket meget om det, og det har været med blødende hjerte,, at vi har taget beslutningen konstaterer formanden for udvalget, Sven Bertelsen fra Lokallisten (T). I sidste ende blev man dog enig i udvalget om, at prisen for at renovere og bevare Sysseltinget slet og ret var for høj i forhold til det, man får ud af det. Har ikke pengene Det er skimmelsvamp, der tager livet af Sysseltinget, som ellers var ved at blive renoveret for et millionbeløb - indtil projektet blev sat på stand-by, da man opdagede svampeangrebet. - For det første så har vi ikke de 11 millioner kroner, det vil koste at renovere bygningen for skimmelsvamp, og for det andet: Når vi spurgte os selv, hvad vi ville få for de penge, så var svaret, at vi ville få en rigtig dejlig 2. etage, mens resten af bygningen stadig ville skrige på at blive renoveret, forklarer Sven Bertelsen om baggrunden for beslutningen. Han konstaterer tørt, at det er tidens manglende løbende vedligehold af bygningen, der nu har indhentet Hjørring Kommune - og håber i den anledning, at Sysseltinget kan få andre kommuners øjne op for, at det i længden er for dyrt ikke at vedligeholde sin bygningsmasse. Flytter til Vendelbohus At rive ned og bygge nyt, hvor Sysseltinget i dag ligger, kommer ikke på tale; udvalget arbejder ud fra en plan om at flytte Sysseltingets funktioner til Vendelbohus. - Vi må se på, hvad vi kan få for pengene på Vendelbohus. Det kommer ikke på tale at nedlægge teatersalen, der er ret unik med dens scenetårn og de faciliteter, der hører til, så det er de andre lokaler, der kommer i spil - måske skal der også bygges til, siger Sven Bertelsen og opfordrer Sysseltingets brugere til at se fremad. - Der sker meget på Vendelbohus i forvejen, og hvis der nu sker dobbelt så meget, så giver det nogle helt nye muligheder for at skabe Hjørrings nye kulturhus, slutter Sven Bertelsen.

Forsiden