Svamp på tegltaget

Der danner sig en slags alger, der ødelægger stenene

Operationer 8. september 2002 08:00

?Jeg har et problem på vort tegltag, som jeg håber du kan hjælpe mig med. Taget er af falsteglsten fra ca. 1971, produceret på "Grønland" i Egernsund. Der danner sig en slags "hvide alger" som efterhånden ødelægger taget. Hvad er det, og hvad kan jeg gøre for forebygge. Jeg har selv tænkt på at vaske taget af med f.eks. algerens og efterfølgende sprøjte med f.eks. silicone til murværk for at forebygge nye "angreb". Hvad mener du, er det noget der kan bruges? Jeg vedlægger et billede. Egon Reinsborg !Kære Egon Reinsborg - ikke for at sige noget, men teglene på billedet er da "vingetegl". Eller findes der falstegl, som bare ligner vingetegl på en prik? Nå, pyt med det. Jeg har fundet ud af, at teglværket Grønland er brændt for mange år siden, så de i dag kun laver potter - nå-ja, jeg burde måske ikke skrive "kun", for det er vist nok nogle vældigt flotte potter. Men de har i hvert tilfælde ikke spor forstand på tagsten - det har til gengæld Helge Hansen på Teknoligisk i Århus - afdelingen for murværk. Han har netop medvirket i en stor undersøgelse af begroninger på tegl - en kortlægning af, hvilke begroninger, der er tale om, og hvilke konsekvenser de har for teglen. Og for nu at sige det meget kort, så er plamagen på teglstenen, som den ser ud på billedet, sandsynligvis en lav - og den har ligeså sandsynligvis ingen konsekvenser for teglens holdbarhed. En symbiose Lav er en sybiose imellem alger og en svamp. Algen sørger for fotosyntesen og skaffer derved energi med mere fra lyset, medens svampen suger næring fra luften og substratet - altså tagstenen. Algen omsluttes af svampen, som beskytter imod udtørring, og tilsammen danner de et thallus. Sådan kan man blive så klog af at tale med en ekspert ... Den lyse lav på fotoet kan være en almindelig støvlav - i hvert tilfælde er den mest sandsynligt en endolithisk type, hvilket vil sige, at den vokser nedad i underlaget, hvilket ifølge Helge Hansen faktisk er ret sjældent. Han mener dog ikke, at det er noget, du skal være nervøs for. De har nemlig undersøgt fordampningen fra en masse tagsten, som var mere eller mindre begroede med diverse alger og lav - og sammenlignet med rene tagsten. Og resultatet var faktisk, at fugtigheden i de begroede sten var mindre end i de rene - og det er fugtighed i forbindelse med frost - og især "nulpunktspassagerne" - som er den væsentligste årsagt til afskalning og nedbrydning af tegl. Ingen silikone Jeg troede faktisk, at din ide med at imprægnere med silikone var god. Men Helge Hansen kender kun til dårlige erfaringer med silikone og beder dig slå koldt vand i blodet. Ideen i silikone er jo, at den på næsten magisk vis afviser fugt udefra, medens det villigt lader fugten indefra slippe ud. Men silikone findes i utallige former, og i praksis man risikerer meget let, at man spærrer mere fugt inde i teglen, end man lukker ud. Og desuden er det sådan, at tegl efter nogle år - og helt af sig slev - bliver mere end rigeligt tæt på både bagside og forside. Der er ifølge Helge Hansen simpelthen ingen god grund til at imprægnere - og hvorfor skulle man så acceptere selv en lille bivirkning? Han vil dog ikke afvise, at silikone muligvis kan hæmme selve begroningen mere direkte, fordi den måske har vanskeligere ved at finde fodfæste. Men eftersom begroningen nærmest er positiv i forhold til at holde teglen tør, så er der altså ikke noget teknisk argument for silikone - det kan aller højest handle om at holde taget fint rent. Det aller bedste ville være, hvis vi kunne vænne os til tanken om, at tegl med begroning også er smukt. Venlig hilsen Kjeld Bjerre

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...