Svampejæger vil helst nøjes med at kigge

Søndagstur med kurv og kniv til skovbundens Rødhætte, fluesvampen, og dens mere tilforladelige venner

Grete Millog Michael Koch
- Hold dig fra svampe med hvide lameller, maner Svend Møller Nielsen, her med en flot rød fluesvamp. Det var ellers sådan en skovbundens Rødhætte, manden derhjemme anbefalede så varmt.
Naturkatastrofer 16. september 2006 06:00

FOSDALEN: - Glem ikke at smage de pæne Rødhætter, ræve-smilede manden til afsked, vel vidende, hvad formiddagens opgave gik ud på. Og her, blandt naturvejleder Svend Møller Nielsens svampehøst på Naturcenter Fosdalen, lokker den farvestrålende røde fluesvamp med de hvide lameller, som alle kender fra julepynt, akkurat som ulven lokkede den troskyldige Rødhætte. - Husk, maner naturvejlederen: - Du kan ikke se eller smage på en svamp, om den er giftig. Du kan også godt skrotte alle gamle husråd om det. Eksempelvis, at en sølvske bliver sort ved mødet med en giftig svamp. Det har intet på sig. Hold dig fra svampe med hvide lameller, dundrer han og nævner i samme åndedræt, at en smagsprøve på skovbundens Rødhætte, som manden derhjemme kalder den, kun vil give mig mavepine. Den visse død Svend Møller Nielsen kan præsentere uskyldigheder, der virkelig vil noget, i sit beskedne udvalg af de 4.500 arter, der lever i Danmark. Såsom snehvid fluesvamp. - Den er dødelig giftig. Men igen: Hold dig fra svampe med hvide, tætte, fri lameller. Vi har kun en fem-seks arter, der virkelig er livsfarlige. Du dør ikke lige med det samme. Det kan tage en uge og der er ikke noget at gøre, for giften går i lever og nyrer. Men der er rigelig tid til at få ordnet testamente. Naturvejlederen sammenligner den snehvide fluesvamp med en champignon. De kunne minde om hinanaden, hvis man ikke ved bedre. Tag på svampetur Glade amatører ud i svampesamling og efterfølgende spisning skal holde sig til rørhatte, kantareller og støvbolde, siger han og opfordrer samtidig til at deltage i svampeture med kyndig vejledning som nu den, han arrangerer i morgen sammen med Henning Christensen, Aalborg. - Foreningen til Svampekundskabens Fremme, region Nordjylland, står for det. Henning Christensen er svampeeksperten og jeg viser vej. Jeg ved ikke nær så meget, som han gør, fortsætter Svend Møller Nielsen. Lad nogle svampe stå Nu er der også det med naturvejlederen, at han i bund og grund foretrækker svampene i naturen. Han går på foto-svampejagt og har flotte resultater udstillet på naturcentret. Han bliver også halvsur og betænker sig ikke på at gøre opmærksom på det, hvis samlere er for grådige, fordi svampene er til nytte i naturen. - Jeg kan tydeligt se, hvor samlerne har gået. Der er snittet med en kniv. Kunne de så bare lade nogle af svampene stå og vente med at plukke de helt små kantareller. Så kan de nøjes med et par stykker i stedet for 50. Forleden mødte jeg fire ved Tranum, der havde samlet i kæmpe lærredsposer. En af dem sagde, at hun havde taget 17 kilo karl johan dagen før. Personligt har jeg det sådan, at jeg synes, det er nogget overdrevet med svampeselskaber og deres måltider til en dejlig hvidvin ad ædel årgang, fortsætter Svend Møller Nielsen. På ristet franskbrød Men også han kan falde for en godbid. - Jeg laver en portion svampe om året. Det er lige gyldigt hvilken slags. De skal flødedampes og spises på ristet franskbrød med salt og peber, siger naturvejlederen og tilføjer: - Husk at artsbestemme hver enkelt svamp nøje forinden. Ellers ved du ikke, hvad du er blevet syg af. Svampen skal passe på samtlige punkter med det, der står i svampebogen. Ellers skal den smides ud.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...