Svampetur i Lunken

LUNKEN: Så er det svampetid, og traditionen tro indbyder Brønderslev Kommunes naturvejledere til svampetur fir alle store som små i området omkring naturskolen i Lunken i Pajhede Skov. Naturvejlederne vil sørge for en udstilling af mange forskellige svampe i naturskolen. Der vil blive fortalt om svampenes forunderlige liv - både de spiselige og de giftige - og især om svampens betydning for skovens økosystem. Dernæst bliver der indsamlingstur i skoven, og der sættes navne på svampene hjemme i naturskolen. Er svampesæsonen god allerede nu, vil der være mulighed for at få spisesvampe med hjem fra turen i området omkring naturskolen. Naturvejleder Hans Peter Johansen, der leder turen, anbefaler, at man medbringer kurv, spand eller papir-bærepose, en kniv, en børste eller pensel, hvis man har, samt hvad der findes af svampe-litteratur på bogreolen. Han siger, at det også er en god idé at medbringe kaffe eller the. Hans Peter Johansen understreger, at turen er for hele familien. Den er gratis, og kræver ingen tilmelding. Der er mulighed for at læse om turen og andre arrangementer i folderen "Oplev naturen", der fåes på biblioteket og i naturskolen. inge