Svanen er skruk

Hjørring 12. juni 2003 08:00

HJØRRING: I vandet er ænderne ved at lære deres små ællinger at svømme, og på øen knejser en af svanerne stolt på sin rede. Der er ren Morten Korch-idyl i Svanelunden i disse dage, men ikke alt er så idyllisk, som det ser ud til. Svanen, der beskytter sin rede med næb og vinger, får sandsynligvis ingen svaneunger i år. - Hun er lidt svær at få til at gå af reden, men vi tror ikke, at der er nogle æg, siger Per Pedersen, der er teamleder på Materielgården. Helt sikker kan han dog ikke være, fordi svanens hidsige temperament holder ham fra at tjekke reden nærmere. Grunden til Per Pedersens formodning er, at svanerne i Svanelunden endnu ikke er gamle nok. - Vi fik først svanerne sidst på sommeren sidste år, og det er først for nylig, at de er blevet hvide. At svanerne allerede nu er begyndt at bygge rede, er ifølge Per Pedersen helt i takt med deres natur. Og fra næste år skulle det være muligt at se svaneunger i Svanelunden. Hvis altså svanerne vil.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...