Svanen får ny anløbsbro

Afløseren når ikke at blive klar til sæsonstart midt i april

EMNER 13. marts 2003 07:00

BRAMSLEV: Den gamle, udslidte anløbsbro ved Bramslev Bakker klarer ikke en sæson til som stoppested for turistbåden Svanen. Det har man erkendt hos Arden Kommune, men tiden er nu så fremskreden, at udvalget for teknik og miljø ikke tør love afløseren klar tidligere end til maj, og allerede midt i april stævner Svanen som bekendt ud med de første passagerer. Det betyder, at Svanen til en start må springe Bramslev Bakker over. Ikke kun tidens tand, men navnlig isvinterens belastende skruninger har nemlig gnavet anløbs-gejsten ud af det aldrende træværk. Derfor skal den kommende bro formentlig bygges i fire-fem sektioner, som kan løftes på land om efteråret, så broen kan holdes fri af fjordens bidende vande indtil foråret. Men endnu tygger man hos udvalg og forvaltning på, hvad der mon er den rette løsning. Forvaltningen har hentet et tilbud hjem lydende på 150.000 kroner for en ny pontonbro, der vejer 13,5 ton. Prisen er inklusive kranhjælp og ramning af pæle. Attraktive Bramslev - Men ikke alt træværket på den gamle bro er ødelagt, og en delvis genbrugsløsning kan vise sig at være billigere. Desuden overvejer vi en kombinationsløsning i samarbejde med Bramslev Vandskiklub, forklarer Elav Pinstrup (V). Pengene er endnu ikke bevilget. Faktisk står beløbet end ikke på budgettet. Pinstrup forventer dog ikke bøvl med byrådet i den anledning, selv om han som udvalgsformand må bede om pengene som tillægsbevilling. - Ikke mindst efter at planerne om en golfbane i området er blevet til virkelighed, ser jeg Bramslev Bakker som et attraktivt og rekreativt område. Ud over sejlads og muligheden for at bade ugeneret og for at overnatte på campingpladsen kan man om et års tid eller deromkring kombinere en tur på golfbanen med et besøg på traktørstedet. Så selvfølgelig skal anløbsbroen da sættes i stand så tæt på sæsonen, som det lader sig gøre, lover Elav Pinstrup

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...