EMNER

Svanen måske snart væk fra Mariager Fjord

Eric Bøgh følger sig svigtet, og han har sat sit rederi, Fjord Line Shipping, til salg

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fjord Line Shipping har sine egne brochurer, men de er måske snart overflødige.

MARIAGERFJORD:Fugle-eksperter var pudsigt nok med på nærmeste hold, da Svanen i går stævnede ud fra Mariager Havn. Pudsigt, fordi turen med ornitologer fra Århus Amt måske også bliver den sidste over hovedet på Mariager Fjord med den ellers så populære fjorddamper. Kaptajn Eric Bøgh, Hobro, gider nemlig ikke mere. Han har sat hele molevitten til salg. Det vil sige rederiet Fjord Line Shipping, som ud over Svanen også består af de lidt mindre turbåde Turisten og Den grimme Ælling. Eric Bøgh går i land, fordi han føler sig svigtet af dem, der mest af alt burde bakke ham op. - Der skrives om både ditten og datten i turistguiderne, men Svanen er faktisk ikke nævnt med et eneste ord. Turistforeningerne omkring fjorden har jeg heller intet hørt fra. Man er totalt ligeglade med fjordsejladsen, som ellers er en seværdighed, man mange andre steder i landet misunder os, siger Eric Bøgh. Han mener heller ikke, det lokale erhvervsliv har bakket op attraktionen, og selv om fjordkommunerne med Mariager som undtagelsen har støttet med bl.a. køb af billetter til børn og ældre, savner han et noget mere aktivt medspil. - Det er et efterhånden et par måneder siden, jeg havde en snak med borgmester H.C. Maarup, men jeg har ikke fået nogen tilbagemelding om, hvad jeg kan og ikke kan forvente mig af den nye kommune i fremtiden, siger Eric Bøgh. Han har sejlet med Svanen på Mariager Fjord siden 1994. Årligt sælges der et sted mellem 15.000 og 20.000 billetter, og efterhånden er fjordsejladsen blevet en ganske fornuftig forretning. Ud over de faste afgange er Svanen ganske ofte blevet chartret til private selskaber. - Men omkostningerne har været store, og det har slidt på både mig og min familie, siger Eric Bøgh. Han ønsker ikke at oplyse, hvad Svanen - og for den sags skyld Turisten og den Grimme Ælling - koster, men at han mener det alvorligt med at sælge, skal ingen være i tvivl om, Faktisk har han slået en million af den pris, han oprindeligt havde tænkt sig. - Der har også meldt sig interesserede købere, og muligvis falder en handel på plads i den nærmeste fremtid. Jeg håber det, selv om jeg samtidig dybt beklager, at Svanen måske aldrig mere kommer til at sejle på Mariager Fjord, siger Eric Bøgh.