Svar til Michael Karlborg

EMNER 3. august 2007 06:00

FRILUFTSBADET: Onsdag 1. august i NORDJYSKE har Michael Karlborg en replik til mit indlæg af 30. juli om Hjørring Friluftsbad - sluttende med en salut om, at det er ærgerligt, at jeg ikke i de 11 år jeg var medlem af Folketinget interesserede mig for Hjørring. Det meget korte svar herpå kunne være: ”Det ved du da ikke noget som helst om Michael Karlborg!” Men hvis du i dag havde haft mulighed for at spørge din far, Lennart Karlborg, ville du nok have fået en anden opfattelse af mit virke for Hjørring. Sagen er i korthed den, at med Lennart Karlborg i spidsen var en gruppe Hjørring- og Aalborgfolk i gang med et projekt, som kunne være blevet til noget stort. For at fremme sagen var der behov for lidt politisk hjælp, og det var i første omgang mig! Efter flere møder lokalt, fik jeg skabt de nødvendige kontakter, så gruppen - sammen med mig - kunne forelægge sagen både for ministeren og embedsmænd i ministeriet. At projektet alligevel ikke lykkedes, skyldes helt andre ting end min ”manglende interesse”. En anden sag kunne være Nordsøcentret i Hirtshals, hvor den bærende kraft i centret gik konkurs og dermed truede en videreførelse qua de lejeaftaler, som i sin tid var grundlaget for driften. På opfordring af Knud Størup gik jeg ind i sagen. Jeg fik aftalt møde mellem ministeren, Knud Størup og mig, hvorefter tingene faldt på plads. Det kunne også være mit engagement omkring placeringen af Skattecenter i Hjørring - for ikke at tale om Retskredsens placering i Hjørring. Jeg tror, at et par centralt placerede personer ville kunne bevidne min indsats for at tingene faldt ud som de gjorde. Selvfølgelig skal også nævnes HMAK, hvor jeg sammen med mange andre gjorde en indsats. Men jeg indrømmer gerne, at alt kunne have være gjort meget bedre, og jeg indrømmer også, at i de ”store” sager, er det ikke én persons indsats, der giver resultatet, så jeg skal på ingen måde tage æren. Måske blot erkende, at jeg aldrig har været særlig god til at fortælle om, hvad jeg gik og lavede derovre på ”Borgen”. Afslutningsvis om Hjørring Campingplads, som jo var udgangspunktet for det hele. Det overrasker mig virkelig - og formentlig også en del andre - at der, som du skriver, foreligger en skriftelig aftale med Hjørring Kommune om driften af friluftsbadet. I hele forløbet omkring friluftsbadet har man jo netop beklaget den manglende skriftlige aftale. Men du har den åbenbart, så hvorfor så ikke få afsluttet debatten? Jeg tror ikke mindst de unge mennesker, som har overtaget pladsen, er interesseret i, hvad der står i denne aftale! Men OK - hvis du har sikret en fair aftale - og sikret mange borgeres ønske om fortsat drift af badet - ja så tager jeg hatten af for det!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...