Svaret på Mygdals bønner

Bønnehuset i det gamle Missionshus i Mygdal skaber glæde og håb for fremtiden i lokalområdet.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Renée Søndergaard med søsteren Maja. Foto: Henrik Louis

For Mygdalparret Lone og Tonni Fanøe var det lørdag eftermiddag første gang, de var inde i det røde hus på Degnbølvej 84. Det skete, da det tidligere missionshus blev indviet som Bønnehuset. Parret har boet i Mygdal i 38 år, men havde ikke noget med folkene omkring missionshuset at gøre. Men nu er de da ikke i tvivl om, at de vil komme i huset, når der bliver nye kulturelle tilbud. - Vi har ærligt talt været nervøse for Mygdals udvikling. Den var blevet lidt vel kedelig, så det er rigtigt dejligt, at der nu sker noget, siger Lone Fanøe. Parret er selv aktive omkring Mygdalhus, som er blevet udstillingssted for de mange kunsthåndværkere i området. Det er ægteparret Inge Reenberg og Jesper Holmelund, Hjørring, der for tre år siden faldt for det gamle missionshus, købte det og satte det i stand. - Vi gør det for sjov. Vi vil gerne holde nogle kulturelle arrangementer, der har lidt kant. Og jeg tror der er stor interesse for det, der er lidt anderledes, fortalte Inge Reenberg, mens hun bød alle koncertgæsterne på to slags hjemmebagte citronkager. Præsten godkender Sognepræst i Bjergby og Mygdal sogne, Nels Jacobsen, var med til indvielse, og fandt det helt ok, at missionshuset er blevet et kulturelt Bønnehus. - Jeg kom her også, da det var missionhus. Det ligner sig selv lidt, men er også blevet noget anderledes. Men det er godt, at der sker noget herude. Det skyldes, at her er kommet så mange kunsthåndværkere til, tror jeg, lød det fra Nels Jacobsen, som også er formand for Landbyrådet, der aktivt arbejder på at udvikle nye kulturelle tiltag i området. Bønnehusets nærmeste naboer, Henny og Harald Christiansen, nyder, at der er kommet liv i det gamle missionshus. - Det bliver interessant at se, hvad der skal ske herinde, lød det fra Henny. Harald har trods sine næsten 91 år haft sin le med ind til Bønnehuset og har slået alt ukrudtet omkring huset. - Det har været dejligt med hjælp fra søde naboer både her og hjemme i Hjørring. Jeg kan også mærke opbakning fra mange aktive foreninger herude, sagde Inge Reenberg fra den prædikestol, som er bevaret i Bønnehuset. Hun har mange planer for stedet: - Vi vil lave gode indslag, hvor folk kan få lidt ånd med hjem, og min mand kan bruge det til kurser. Det første arrangement lørdag var en Spil Dansk koncert med sanger og sangskriver Renée Søndergaard, der kommer fra Astrup. Hun spillede sammen med Michael Vajhøj på guitar og søsteren Maja V. Kristiansen, kor. Renée Søndergaard har netop været i Texas.