Hjallerup

Sved, æg og fisk på panden

Foreningen Sport for Sjov gør seniorer gladere og bringer dem i bedre form

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

72-årige Poul Erik Mortensen er glad for træningen og samværet med de andre medlemmer hver torsdag formiddag i Hjallerup.

HJALLERUP:- Vil du købe nogle æg, spørger en netop ankommen ældre gymnast med en flettekurv fyldt med friske landæg i bakker?

Spørgsmålet falder, mens formand Else Marie Pedersen hælder kaffe op og fortæller om foreningen Sport for Sjov i Hjallerup.

- Det vil jeg godt, når vi er færdige med gymnastikken, siger formanden og forklarer, at der jævnligt falbydes både æg, ål og andre friske fisk i forbindelse med gymnastikken.

Om det er udsigten til sved eller fisk på panden skal være usagt. Men et faktum er det, at Sport for Sjov siden starten i 2001 nu har nået 62 betalende medlemmer, og at der i gennemsnit kommer knap 50 forventningsfulde gymnaster til foreningens mange aktiviteter i Hjallerup Idrætscenter.

- Vi går ikke meget op i konkurrenceidræt, for det skal være sjovt at være med. Vi gør det, fordi vi har lyst til at bevæge os, komme i lidt bedre form og samtidig få en god snak med hinanden, fortæller formanden og uddyber det sociale aspekt.

- Vores medlemmer kan sagtens finde på at banke på døren hos en nabo, hvis man synes, naboen måske er lidt trist eller f.eks. er blevet alene. Så snakker vi med naboen om, at de gerne må komme med hos os og få et par gratis prøvetimer for at se, om det er noget for dem, fortæller Else Marie Pedersen.

Der er masser af vendelbomål og venskabelige klap på skuldrene, mens herrerne og damerne på forunderlig vis fordeler sig i hver sin side af hallen inden den indledende opvarmning.

- Vi begynder altid med 20 minutters fælles opvarmning, og derefter går vi i mindre grupper til forskellige aktiviteter som f.eks. badminton, volleybal, floorball, bordtennis og fitness. Vi hygger os sammen, men får også pulsen op og sved på panden, og det sidste er vigtigt for helbredet. Jeg har jo selv fået nye knæ og forsøger at holde mig godt i gang ved f.eks. at spille badminton efter opvarmningen, fortæller Else Marie Pedersen.

Medlemmernes gennemsnitalder ligger mellem 70 og 75 år, fortæller formanden og tilføjer, at de ældste er meget ældre.

- Ja, jeg er jo 89 år og bliver snart 90, fortæller Henning Carstens, der efter dagens opvarmning har valgt at gå i fitnessrummet.

- Jeg døjer noget med slidgigt, men det hjælper mig meget at få noget motion, siger Henning Carstens.

Det samme mener 73-årige Grete Wammen-Jensen.

- Jeg har Parkinson, og det går jo ikke væk af at motionere. Men det betyder alt for mig at være med her. Jeg får snakket med andre og føler, at jeg får bedre kontrol med kroppen, siger Grete Wammen-Jensen.

En enkelt deltager skiller sig noget ud fra de andre ved denne torsdags fremmøde i hallen. Det er Monica Auge, der med sine bare 20 år nok er den med mest frisk brusk i knæene.

- Jeg er her sammen med min bedstemor, og det er anden gang jeg er med. Vi hygger os bare sammen og har det rigtig sjovt med at spille floorball, fortæller Monica Auge.

Efter motionen ser de fleste medlemmer frem til et brusebad og den efterfølgende fællessang til blokfløjte og kaffe. Og det er nok der ved kaffebordet, æggene, ålen og de friske fisk også kommer på bordet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.