Motionsidræt

Sved på panden og smil på læben

Gymnastikkaravanen i Rebild Kommune nåede til vejs ende i Haverslevhallen

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sjov og ballede i Haverslev Hallen. DGI Nordjylland håber, at ungerne oplever en glæde ved at bevæge sig, og at flere melder sig ind i de lokale idrætsforeninger.foto: grete dahl

HAVERSLEV:Fredag formiddag var der sved på panden og smil på læben i Haverslev hallen, hvor Haverslev Skoles femte- og sjetteklasser boltrede sig til deres udgave af gymnastikkaravanen. Fantastisk projekt Gennem de seneste uger har karavanen turneret i Rebild kommune, og elever fra samtlige 15 skoler har været indbudt til tre timers gymnastik og motion med engagerede instruktører fra DGI Nordjylland. - Det har været et fantastisk projekt. Skolerne har bakket op, og samarbejdet mellem Rebild Kommune og DGI har kørt rigtig godt, siger fritidskonsulent i Rebild Kommune Dorthe Møller, der har været tovholder på projektet. At karavanen har været målrette eleverne i femte og sjette klasse er ikke nogen tilfældighed. - Det er lige i de år, hvor vi desværre kan se, at de begynder at falde fra ude i foreningslivet, siger Dorte Møller. Flere i foreningerne Claus Højen fra DGI Nordjylland ser de samme tendenser. - Vores formål med det her er at give børnene en glæde ved at bevæge sig. Vi håber selvfølgelig, at det er med til at fastholde flere børn i foreningslivet og gerne få flere med, siger han. For Mikkel victor Larsen, der går i sjette klasse på Haverslev skole har mødet med Gymnastikkaravanen været en god oplevelse. - Jeg synes, at det har været rigtig sjovt og spændende. Stort set det hele. Undtagen de høje knæløftninger som skulle gå meget hurtigt, siger Mikkel Victor Larsen, der selv dyrker karate. Mere af det Malene Lex går i femte. Hun spiller både fodbold og håndbold, og det har hun tænkt sig at blive ved med. - Jeg kunne godt tænke mig, at noget af det vi laver her, bliver en del af vores gymnastiktimer, siger hun. Det bliver det, lover fritidskonsulent Dorte Møller. - Mange af idrætslærerne på skolerne vil gerne kunne lave tingene selv. Derfor laver vi en dag for dem, siger hun. Bånd på sig selv Borgmester Anny Winther (V) var taget til Haverslev for at følge Gymnastikkaravanen til dørs. Hun stod i strømpesokker og lagde bånd på sig selv for ikke at hoppe med rundt på den opstillede forhindringsbane. - Det glæder mig meget at se, at der er så meget gang i dem. Det er lige i den her alder, at de bliver fristet til at sidde foran computeren. Men det er bare så vigtigt at røre sig i den alder, siger Anny Winther