Sved, rytmer og en effektiv trommeslager

Instruktører og gymnaster fra GF96 fik inspiration ved Drum Experience i seminariets idrætshal

HJØRRING:22 kvinder i forskellig aldre fik en gevaldig svedetur søndag formiddag, men det var noget de gjorde frivilligt og med henblik på at blive inspireret eller få en oplevelse. Under ledelse af instruktør Berit Clausen fra Odense lavede kvinderne uafbrudti halvanden time gående og stående rytmiske bevægelser på gulvet i seminariets idrætshal, og i stedet for at bevægelserne foregik til musik fra et lydanlæ stod trommeslageren Esben Laursen og slog takterne. - Vi fik inspiration til arrangementet fra en gymnastikmesse i Herning sidste efterår og blev enige om at stable et arrangement på benene i denne sæson, som er vores 10., fortæller Marianne Dahl fra gymnastikforeningen GF96. Det var ikke blot medlemmer af GF96, der brugte en søndag formiddag på Drum Experience. Foruden gymnaster og instruktører var der også aerobic-instuktører og andre, som havde taget GF96 tilbud om at få ny inspiration gennem en workshop med live percussionist. Bag workshoppen med navnet Drum Experience står instruktør Berit Clausen og trommeslager Esben Laursen, som rejser rundt i landet for at inspirere lokale foreningshold, medvirker ved forskellige DGI-kurser eller andre fælles arrangementer. Berit Clausen var gymnast på DGIs Verdenshold 2000 samt på Ollerup Elitehold. Hun har været gymnastik- og aerobiclærer på Nordjyllands Idrætshøjskole. Esben Laursen har som trommeslager års erfaring med musik og bevægelse.