Frederikshavn

Svejse-formåen i titan kan åbne jobmarked

EUC Nord på banen med kursus

FREDERIKSHAVN:Der er gang i offshore-industrien og her som i mange andre industrier i brugen af letmetallet titan. Det øger efterspørgslen på kvalificeret arbejdskraft og har fået EUC Nord til at udbyde et åbent værksted-svejsekursus i titan. - Så står man lige og mangler lidt opkvalificering til et job inden for offshore, så er det nu, understreger svejsetekniker Jan Starberg Jespersen, EUC Nord. Kurset udbydes under lov om arbejdsmarkedsuddannelser, hvilket betyder, at kursisterne kan søge voksen erhvervsuddannelses godtgørelse (VEU) samt få tilskud til befordring samt kost og logi. - Uddannelsen gennemføres i vort "åbent svejseværksted" på Hånbækvej i Frederikshavn. Vi starter på mandag 20. september, og der er løbende optag. Varigheden afpasses efter den enkelte deltagers forudsætninger, siger Jan Starberg Jespersen. - Starter man fra bunden, varer kurset 14 dage, men nogle har måske kun behov for at få nogle få dages eller en uges opkvalificering, påpeger svejseteknikeren. Uddannelsen afsluttes med en teoriprøve samt to praktiske svejseprøver, og kursusbevis.