Hjørring

Svend er der altid og lidt til

HJØRRING:Hvordan går det så i dag? Hvor meget skal du have at spise? Spørgsmålet kommer i en frisk tone fra Svend Sørensen. Stedet er cafeteriet på Vesterlund i Hjørring. Her er han frivillig. Det betyder blandt meget andet, at han to gange om ugen møder ind på Vesterlund klokken 11.15 og den følgende time hjælper de pensionister, der hver dag kommer for at indtage frokosten med den varme mad i cafeteriet. Mange er i kørestol og kan måske ikke selv hente manden ved disken.Andre er så handicappede, at de skal have en hjælpende hånd med at få spisestykket på eller måske til at skære maden ud. Og her står Svend på spring for at hjælpe. - Jeg er kommet herude i 12 år. I begyndelsen var det for at besøge og være sammen med min kone, der boede her. Men hun har været død i fire år og jeg kommer her stadig. Svend smiler og kommer med en bemærkning til en af de faste brugere i cafeteriet. Så springer han videre, henter bakker med mad og stiller det hen til rette person. - Vi kan godt sige noget snak til hinanden. Tonen kan være ret hidsig ind imellem, men sådan er det, konstaterer han, mens han nikker hen mod "farmor", Ragna Madsen. De to kan nemlig godt sige nogle "sandheder" til hinanden. - Vi er fem frivillige, der skiftes til at komme og hjælp. Jeg er her hver fredag og så enten lørdag eller søndag, siger han, mens han lige henter et ekstra glas saft til en. Det mærkes tydeligt, at brugerne af cafeteriet nyder at blive vartet op af den smilende, høflige herre. - Det er nok lidt Tordenskjolds soldater, der kommer her. Jeg er en af dem, der er her hele tiden og så lidt ind imellem, lyder det fra Svend Sørensen, før han igen er væk. På vej mod nye frivillige opgaver.