Svenne Poulsen til Hobro

Tidligere Superligaspiller håber på lyndebut

Fodbold 1. september 2007 06:00

HOBRO: Svenne Poulsen med erfaring fra Super- ligaen i Randers FC, FC Midtjylland og AGF kan få debut hos Hobro IK i aften, når Brabrand kommer på besøg i 2. division vest i fodbold. Den 26-årige spiller har lavet en to-årig kontrakt med Hobro IK, der nu krydser fingre for, at fodboldformanden Bøje Larsen får diverse papirer og tilladelser på plads i løbet af i dag, så Svenne Poulsen kan debutere allerede i aften. - Diverse papirer skal omkring Dansk Boldspil-Union, men jeg håber at have spilletilladelsen på plads fredag, men så skal alt også gå lige efter bogen uden nogen form for forsinkelser, understreger Bøje Larsen. Svenne Poulsen har senest haft vanskeligt ved at bide sig fast på AGF’s mandskab i Superligaen, og han er nu blevet fritstillet i AGF. Tidligere har han spillet for Randers FC, hvor FC Midtjylland i sin tid håndplukkede ham til videre udvikling på den midtjyske hede. - Svenne Poulsen bliver den syvende kontraktspiller i Hobro IK’s nuværende trup. Ja, der er faktisk ni, når de to spillende assistenttrænere, Morten Lauritsen og Thomas Pedersen tælles med. De seks øvrige er Mads Justesen, Peter Mark, Peter Thomsen, Ruben Nygaard, René Svendsen og Rasmus Ingemann, forklarer Bøje Larsen. Hobro IK sulter efter en sejr som bundhold i 2. division vest, og Svenne Poulsen er tiltænkt en rolle som offensiv midtbanespiller eller angriber i klubben.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...