Fodbold

Svensk 100-kamps-jubilar venter på svar

Mattias Lindström ved endnu ikke, hvor han spiller efter nytår

Den tidligere AaB'er Mattias Lindström vender hjem til svensk fodbold .
Foto: Torben Hansen

Den tidligere AaB'er Mattias Lindström vender hjem til svensk fodbold . Foto: Torben Hansen

Andres Oper og Thomas Gill har gjort det, og i aften mod Esbjerg gør Mattias Lindström det. Svenskeren bliver den tredje udlænding, som runder 100 kampe for superligaklubben AaB. - Det bliver meget sjovt, og det er en stor ære for mig, at jeg rent faktisk har spillet så mange kampe for klubben, siger kantspilleren som på sin personlige hitliste over AaB-kampe har 0-0-gyseren mod Sampdoria i UEFA Cuppen på en førsteplads. - Jeg spillede godt nok kun ti minutter, men det var en dejlig kamp, lyder det fra Mattias Lindströms der mener, at hans egen bedste præstation kom i en kamp mod AGF det første år han var i AaB. - Det var dengang jeg spillede godt, griner Mattias Lindström. Bag grinet gemmer der sig dog alvor. Kantspilleren er i efteråret gledet ud af cheftræner Erik Hamréns foretrukne startopstilling. Ikke optimalt for Mattias Lindström, som har kontraktudløb til nytår og gerne vil blive i klubben. - Jeg skal snakke med Lynge (Jakobsen, sportsdirektør red.) i den nærmeste fremtid. Så må vi se, om vi kan blive enige, jeg er positiv, og det virker det også til AaB er, siger Mattias Lindström, som har fået tilbud men ikke har villet forhandle med andre klubber, så længe AaB er en mulighed. Efter de maksimale tre år på den skattemæssigt fordelagtige forskerordning kan lønnen dog blive den faktor der gør, at Mattias Lindström må forlade Aalborg. Han skal selvsagt have flere penge på bordet for at opretholde sin nuværende løn. Hos AaB er Lynge Jakobsen dog indtil videre indstillet på at finde en løsning med Lindström. - Han er jo hele tiden inde omkring holdet, og med alle de kampe vi spiller, er det vigtigt at have spillere, vi er sikre på holder niveau, konstaterer, Lynge Jakobsen som forventer, at der i løbet af de næste to uger kan meldes ud om aftenens jubilar fortsætter i AaB.