Svensk a-kraft dumpet i stresstest

Stockholm: Skulle et kraftigt jordskælv ramme Sverige, vil det stå slemt til med landets atomkraftværker. De vil ikke kunne klare de krav, som de svenske myndigheder stiller. Det viser en stresstest, som er gennemført i kølvandet på atomkraftulykken i Fukushima i Japan i marts. Den svenske stresstest viser blandt andet, at brandberedskabet ved værkerne ikke er dimensioneret til at klare, at flere reaktorer sætter ud samtidig, sådan som det skete på Fukushimaværket. Sverige er langt fra så udsat for jordskælv som Japan, men på sin hjemmeside siger sikkerhedsmyndighederne, at alle EU-lande med atomkraft efter ulykken i Fukushima fik pålagt at lave de såkaldte stresstest. Der er 10 reaktorer i drift i Sverige på de tre atomkraftværker Forsmark, Oskarshamn og Ringhals./ritzau/TT