Svensk advarselmod drukskader

Spritkørsel, leverskader og sociale problemer. Svenske alkoholforskere er ikke i tvivl, når de skal opliste effekterne af den danske alkoholpolitik.

De mener, at det danske folketing har gjort en ulykkelig situation værre ved at sænke afgiften på dansk spiritus for at undgå en eksplosion i grænsehandlen til nytår. Fra 1. januar kan man lovligt køre over den dansk-tyske grænse med bagagerummet fuld af spiritus. Svenskerne er især kede af, at den danske beslutning om at sænke afgiften lægger et hårdt pres på Sverige: I Skåne er Systembolagets spiritusomsætning faldet med 19 procent, og færgefarten mellem Sverige og Danmark - bl.a. Frederikshavn-Gøteborg - melder om stærkt øget trafik. - Jeg kan ikke forstå, at diskussionen i Danmark bliver ført, som om alkoholpolitik handler om afgifter og økonomi. Det vigtigste aspekt må altid være folkesundheden, siger alkoholforsker Håkan Leifman fra Stockholms Universitet, der blandt andet har forsket i europæernes forhold til alkohol. Han ryster på hovedet af den danske politik. Først og fremmest af det danske skatteministeriums udregning af at billigere dansk spiritus vil give "nettooverskud" for Danmark, fordi danskerne vil droppe nogle af Tysklandsturene og i stedet købe snapsen i Fakta. Ifølge de foreløbige tal vil taktikken lykkes. Institut for Grænsehandel forventer, at de økonomiske målsætninger med nedsættelsen vil blive opnået. Men de svenske forskere angriber de danske udregninger: Det er uomtvisteligt, mener de, at et prisfald på 43,75 kroner pr. flaske får danskerne til at drikke mere, og at det vil forstærke Danmarks i forvejen dårlige statistik for alkoholrelateret sygdom og ulykke. 1. sektion side 5 Leder 1. sektion side 6