Svensk avis får brev til Vilks - bombeeksperter tilkaldt

Brev adresseret til Lars Vilks har medført evakuering af avisredaktion i Örebro, hvortil eksperter er tilkaldt

Udland 18. februar 2015 13:43 - Opdateret 18. februar 2015 16:15

Bombeeksperter fra Stockholm er på vej til Örebro, hvor avisen Nerikes Allehanda har modtaget et brev adresseret til Lars Vilks, skriver det svenske medie Expressen.

Den svenske debattør og kunstner menes at have været målet for lørdagens angreb på kulturhuset Krudttønden i København.

Politiet i Örebro har foretaget en hurtig sikkerhedsvurdering og afspærret det rum på redaktionen, hvor brevet ligger.

Derefter er eksperter fra politiet i Stockholm tilkaldt, og de er nu på vej.

- Vi ved ikke, hvad det brev indeholder, men det føles godt, at politiet tager sagen alvorligt, siger chefredaktør på avisen Katrin Säfström.

Nerikes Allehanda har tidligere været udsat for trusler, efter at avisen har trykt et billede, tegnet af Vilks, af profeten Muhammed.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...