Svensk domstol forlænger varetægtsfængsling af rapstjerne

A$AP Rocky blev anholdt 3. juli efter et gadeslagsmål i Sverige. Hans varetægtsfængsling er fredag forlænget.

Kultur 19. juli 2019 15:34

STOCKHOLM: Den amerikanske rapstjerne A$AP Rocky har fredag fået forlænget sin varetægtsfængsling med en uge af byretten i Stockholm.

Musikeren, hvis rigtige navn er Rakim Mayers, blev anholdt kort efter midnat 3. juli. Det skete, efter at han angiveligt var involveret i et gadeslagsmål i den svenske hovedstad den 30. juni.

Den 30-årige rapper beskyldes for overfald, og de svenske anklagere har fredag fået frem til 25. juli til at efterforske sagen.

Flere kendte amerikanere har udtalt, at de ønsker A$AP Rocky løsladt.

Kulturpersonligheden Kim Kardashian West og hendes mand, rapperen Kanye West, skal blandt andet have talt med USA's præsident, Donald Trump, om sagen. Det skriver den tabloide hjemmeside TMZ.

Stockholms byret besluttede 5. juli, at A$AP Rocky skulle holdes i myndighedernes varetægt, mens sagen efterforskes.

Retten vurderede, at der var risiko for, at rapperen ville flygte.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...