Sverige

Svensk duel om EM-titel

Ét slag skiller før finaledagen

HJØRRING: Ét sølle slag skiller to svenske kammerater og konkurrenter før finaledagen om europamesterskabet i golf for handicappede, der spilles i Hjørring. Efter afbuddet fra den sygdomsramte danske forhåndsfavorit og forsvarende europamester, Stefan Mørkholt, var det lidt overraskende svenske Kim Holm, der tog føringen på turneringens førstedag efter en runde i 80 slag, mens den bedste svensker, Jörgen Eriksson, måtte nøjes med en runde i 84 slag. I går blev spændingen i toppen imidlertid intensiveret. Mens blæsten fortsatte med at drille aktørerne, kunne Jörgen Eriksson med 82 slag for de 18 huller notere sig for dagens bedste runde, mens Kim Holm gik rundt i 85 slag. Dermed forsvarede han lige akkurat førstepladsen, og der er lagt op til en knivskarp duel om EM-trofæet i dag. Kampen om tredjepladsen ser ud til at blive et tysk anliggende, eftersom Alexander Matheisen efter 36 huller er noteret for 172 slag, mens landsmanden Rheinhard Friske efter en runde i 87 slag i går er noteret for en totalscore på 174 slag. Italienske Pierfrederico Rochetti med 175 slag kan dog fortsat nå at passere de to tyskere. Bedst placerede dansker i A-gruppen er Keld Schmager, som efter en runde i går i 91 slag ligger placeret på 11. pladsen. - Det er svært både at spille og arrangere, noterede Keld Schmager i går. Til daglig bestrider han en bestyrelsespost i Dansk Golf for Bevægelseshæmmede (DGB).Om