Journalistik

Svensk finansielt nyhedsbureau i Danmark

KØBENHAVN:Det svenske finansielle nyhedsbureau Direkt, der er en del af Bonnier-koncernen, vil etablere sig på det danske marked. - Når vi har fundet de rigtige personer og det rigtige koncept, og når produktionen driftsmæssigt er klar, så vil vi gå i gang. Det vil sige så hurtigt som muligt, siger Flemming Jørgensen, der er administrerende direktør for Bonnier Finans og det nye Nyhedsbureauet Direkt, til RB-Børsen. Tjenesten får hjemme i København og vil primært henvende sig til det professionelle finansielle marked i Danmark, men den kommer ikke til at dække alt nyt fra de børsnoterede selskaber. De politiske begivenheder som finanslov med videre vil ifølge direktøren blive dækket "i en vis udstrækning". - Vi føler os ikke forpligtede til at være fuldt dækkende på Københavns Fondsbørs, siger Flemming Jørgensen og henviser til, at Bonnier Finans også ejer Market Watch, der blandt andet skriver referater af børsmeddelelser. Bonnier har tidligere været til stede på det danske marked for finansielle nyhedstjenester. Det var via ejerskabet af halvdelen af RB-Børsen, men i august solgte Bonnier sin halvdel til Ritzaus Bureau, der herefter blev eneejer. Tilbage i 1996 blev RB-Børsen dannet, da den Bonnier-ejede finansielle nyhedstjenester Telebørsen fusionerede med Ritzau Finans. /ritzau/