Ishockey

Svensk ishockeyhold napper tredje CL-titel på fire år

Danske Mads Christensen var på det tabende hold, da Frölunda slog RB München i Champions League-finalen.

Mads Christensen (til venstre) i kamp om pucken med en Frölunda-spiller i tirsdagens Champions League-finale i Göteborg.

Mads Christensen (til venstre) i kamp om pucken med en Frölunda-spiller i tirsdagens Champions League-finale i Göteborg.

GöTEBORG: De svenske ishockeyherrer fra Frölunda cementerede tirsdag endnu en gang, at de udgør Europas bedste hold.

For tredje gang på fire år vandt Göteborg-mandskabet Champions League-titlen.

Det skete med en finalesejr på 3-1 over tyske RB München, der havde danske Mads Christensen på isen.

Midtvejs i første periode sendte 18-årige Samuel Fagemo Frölunda i front med 1-0, da han styrede pucken i mål på et tidspunkt, hvor de svenske værter var i powerplay.

Frölundas Ryan Lasch udnyttede endnu en overtalssituation til at score til 2-0 i begyndelsen af anden periode, hvor Mads Christensen var blevet sendt to minutter i straffeboksen for holding.

Ti minutter senere øgede Pontus Westerholm til 3-0 i endnu et svensk powerplay.

Midtvejs i tredje periode pyntede gæsternes Yasin Ehrliz til slutresultatet 1-3.

Frölunda har nu vundet Champions League-titlen i 2016, 2017 og 2019.

Sidste år endte titlen hos finske JYP efter en finalesejr over Växjö fra Sverige.

/ritzau/