Svensk klarinettist får Sonnings musikpris

Léonie Sonnings Musikpris går til den svenske klarinettist Martin Fröst. Med prisen følger 600.000 kroner.

Danmark 7. februar 2013 13:54 - Opdateret 7. februar 2013 13:56

Svensk klarinettist får Sonnings musikpris

Som den første klarinettist nogensinde får den svenske musiker Martin Fröst Léonie Sonnings Musikpris. Ud over æren modtager Martin Fröst også 600.000 kroner, oplyser Léonie Sonnings Musikfond i en pressemeddelelse.

Martin Fröst bliver den 51. modtager af den prestigefyldte danske musikpris, og han er den femte blæser, der modtager prisen.

Før ham har blandt andet fløjtenisten Jean-Pierre Rampal, trompetisten Miles Davis, oboisten Heinz Holliger og blokfløjtenisten Michala Petri modtaget musikprisen.

Martin Fröst anses for at være en af verdens førende blæsere og spiller med orkestre over hele verden.

Blandt andet Philharmonia Orkestret i London, Det Franske Nationalorkester, Wiener Symfonikerne, NHK Tokyo, Washington Symfonikerne og Los Angeles Filharmonikerne nyder regelmæssigt godt af hans talent.

Martin Fröst er født i 1970 og er bosiddende i Stockholm. Han fik allerede sit gennembrud i 1991, da han som den yngste instrumentalist nogensinde vandt konkurrencen Nordisk Solistbiennale.

I de seneste år har han også udviklet en karriere som dirigent.

Martin Fröst modtager prisen 10. maj 2014 ved en koncert i DR Byen med DR SymfoniOrkestret, dirigenten Thomas Søndergård og Den Danske Strygekvartet.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...