Svensk militær forblev tavs om mulig indtrængen i farvand

Flere politikere undrer sig over, at de aldrig blev informeret om beretninger om mulig ubåd ved Stockholm.

Politik 27. oktober 2018 01:38

Svenske politikere forsøger i disse dage at få klarhed over meldinger om en ubåd, der blev set i farvandet omkring Stockholm sent i juni.

Det svenske militær undlod nemlig at underrette parlamentets forsvarsudvalg om det.

Det skriver Dagens Nyheter.

Mediet skriver, at to unge instruktører og en gruppe børn på en sejlskole opdagede et mystisk fartøj under overfladen 28. juni.

Gruppen fulgte fartøjet i 20 minutter og beskriver det som en mørkegrå eller sort ubåd, der befandt sig ved overfladen.

De så derefter fartøjet sejle væk.

Børnene og instruktørerne tog flere billeder og en kort video af objektet, som Dagens Nyheter har offentliggjort på mediets hjemmeside.

Det svenske militær lod to officerer udspørge to sejlinstruktører på henholdsvis 17 og 18 år, efter at det blev opmærksom på opdagelsen.

Militæret mener ikke, at det har gjort noget forkert i sagen.

- Vi er trygge ved de valg, vi tog, da vi modtog disse oplysninger, siger Jesper Tengroth, talsmand for det svenske militær.

Han tilføjer, at han ikke mener, at der var tale om en udenlandsk ubåd.

- Militæret deler ikke Dagens Nyheters vurdering af, at det var en udenlandsk ubåd, siger han.

Hverken civile ubåde eller forsvarets ubåde var aktive i området på den pågældende dato, oplyser både Dagens Nyheter og det svenske militær.

Svenske politikere er forundret over, at de ikke er blevet informeret om den mulige indtrængen i svensk farvand.

- Vi er ikke blevet informeret om dette. De har siddet på dette (oplysningerne, red.) i månedsvis. De burde have fundet ud af, hvad det hele handlede om, siger Allan Widman, der er forsvarsordfører for Liberalerna og medlem af forsvarsudvalget.

- Vi vil selvfølgelig sørge for, at vi får disse oplysninger så hurtigt som muligt. Observationer som disse bør tages alvorligt, siger Beatrice Ask fra Moderaterna.

Jesper Tengroth siger, at militæret vil underrette parlamentet "forholdsvis snart".

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...